Øvrige nyheder

BMW Danmark betaler bøde på 3 millioner kroner for vildledende miljøudsagn

BMW Danmark har accepteret at betale en bøde på 3 millioner kroner for vildledende markedsføring. BMW Danmark blev politianmeldt af Forbrugerombudsmanden efter blandt andet at have anvendt udsagnet ”Verdens mest bæredygtige bilproducent” i markedsføringen.

Pressemeddelelsen er opdateret 20. december 2024 kl. 9.10

”Verdens mest bæredygtige bilproducent”, ”Der er bæredygtighed i hver en bil, BMW producerer”, og ”Hele produktionskæden for BMW iX er grøn”. Det er eksempler på nogle af de udsagn, som BMW Danmark nu betaler en bøde på 3 millioner kroner for at have benyttet i sin markedsføring.

BMW Danmark betaler bøden efter at have overtrådt markedsføringsloven i 11 tilfælde. I alle tilfælde vurderede Forbrugerombudsmanden, at udsagnene var egnede til at give forbrugerne et urigtigt indtryk af bilernes miljøbelastning, herunder fordi BMW’s biler ikke var væsentligt mindre miljøbelastende end andre tilsvarende bilmærker. Alle udsagnene var derfor vildledende.

Det ændrede ikke Forbrugerombudsmandens vurdering af udsagnet ”Verdens mest bæredygtige bilproducent”, at BMW henviste til, at udsagnet blev anvendt på baggrund af, at Dow Jones havde kåret BMW som verdens mest bæredygtige bilproducent, hvilket fremgik sammen med udsagnet.

Udsagnene blev anvendt i BMW Danmarks markedsføring, herunder på egen hjemmeside, i en reklame på Facebook, på reklamer i Københavns gadebillede og i annoncer på Berlingskes hjemmeside.

Forbrugerombudsmanden anmeldte sagen til politiet i juli 2023.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

En virksomhed må ikke give forbrugerne et indtryk af, at virksomhedens miljøbelastning er mindre, end den reelt er. Vi har vurderet, at BMW’s markedsføring har givet forbrugerne et sådant indtryk, og markedsføringen har derfor været vildledende. BMW har da også erkendt 11 overtrædelser af markedsføringsloven og betalt en bøde på 3 millioner kroner.

 

Lovgivningen på området:

Ifølge markedsføringslovens § 5 må markedsføring ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne.

Ifølge markedsføringslovens § 6 må virksomheder ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger i markedsføringen eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.

Det er en betingelse for, at der er handlet i strid med §§ 5 og 6, at den pågældende handelspraksis er egnet til at få forbrugeren til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet, jf. § 8.

Ifølge markedsføringslovens § 13, skal den erhvervsdrivende kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold.

Ifølge markedsføringslovens § 37, stk. 6, skal der ved udmåling af bøder lægges vægt på overtrædelsens grovhed og den erhvervsdrivendes omsætning. Den 1. januar 2022 trådte en lovændring i kraft, som blandt andet skulle medføre en skærpelse af bødeniveauet for overtrædelser af markedsføringsloven.

For yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.