Øvrige nyheder

Forbrugerombudsmanden politianmelder Grøn Elforsyning for ulovligt telefonsalg og vildledning

Elselskabet Grøn Elforsyning har uden samtykke ringet til flere forbrugere og derudover vildledt en del af forbrugerne under telefonsamtalerne. Det vurderer Forbrugerombudsmanden, som har politianmeldt elselskabet.

Elselskabet Grøn Elforsyning har uden samtykke ringet til flere forbrugere og derudover vildledt en del af forbrugerne under telefonsamtalerne. Det vurderer Forbrugerombudsmanden, som har politianmeldt elselskabet.

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt elselskabet Grøn Elforsyning for at have overtrådt markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven. Selskabet har kontaktet 27 forbrugere uden deres samtykke og overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning over for 17 af dem, vurderer Forbrugerombudsmanden.

Sagen vedrører 27 personer, der har klaget til Forbrugerombudsmanden over opkald fra Grøn Elforsyning med henblik på at indgå en elaftale. Opkaldene er foregået i perioden 27. oktober 2022 til 18. juli 2024, og forbrugerne har oplyst, at de ikke har givet samtykke til at blive kontaktet. Efter Forbrugerombudsmandens vurdering har Grøn Elforsyning ikke dokumenteret, at forbrugerne havde givet er gyldigt samtykke til de telefoniske henvendelser.

Derudover har 17 af forbrugerne oplyst i deres klager, at telefonsælgerne fra Grøn Elforsyning vildledte forbrugerne ved bl.a. at komme med urigtige oplysninger.

Ifølge klagerne til Forbrugerombudsmanden har telefonsælgere fra Grøn Elforsyning:

  • Oplyst, at forbrugeren kunne spare penge og evt. herefter angivet et beløb, faste afgifter og gebyrer, som forbrugeren ikke skulle betale ved at skifte til Grøn Elforsyning. Sælgerne havde ikke kendskab til forbrugerens nuværende elselskab eller aftaler.
  • Præsenteret sig som fra ”Grøn Energi” eller ”Grøn El” og ikke Grøn Elforsyning.
  • Givet indtryk af at være fra forbrugerens nuværende elselskab og oplyst, at forbrugeren blev kontaktet vedrørende sit elgebyr, som forbrugeren ikke behøvede at betale fra den kommende måned, hvis forbrugeren gav sin accept.
  • Oplyst til forbrugeren, at vedkommendes nuværende elselskab tog en højere abonnementspris uden at have kendskab til forbrugerens nuværende elselskab eller elaftale.
  • Oplyst at en forbrugers beboelsesområde havde fået tilladelse til at bruge Grøn Elforsyning som el-leverandør, eller at en forbrugers beboelsesområde havde fået mulighed for at få grøn el/energi/strøm.
  • Oplyste at forbrugeren var blevet udvalgt til at kunne få Grøn Elforsynings billige strøm.

Forbrugerombudsmanden modtager fortsat tilsvarende klager over Grøn Elforsyning. Det kan derfor vise sig nødvendigt også at politianmelde selskabet for disse nye forhold.

Forbrugerombudsmand, Torben Jensen, siger: 

Grøn Elforsyning har kontaktet forbrugere telefonisk uden at have et gyldigt samtykke. Tilmed har virksomhedens telefonsælgere vildledt de potentielle kunder med usandfærdige påstande for at få dem til at skifte elselskab.

 

Når virksomheder indhenter samtykke fra forbrugerne til at kontakte dem, så er der en række krav, de skal opfylde, før samtykket er gyldigt. Blandt andet skal det det fremgå klart og tydeligt for forbrugeren, at de accepterer at blive kontaktet, og forbrugeren skal aktivt sige ja.


Gode råd:

  • Du har 14 dages fortrydelsesret ved telefonsalg. Det betyder, at du kan fortryde aftalen inden for 14 dage efter, at den er indgået. Kontakt elselskabet skriftligt, fx på mail, og skriv, at du fortryder aftalen.

Hvis der er gået mere end 14 dage

  • Hvis du ikke havde givet samtykke til at blive ringet op af elselskabet, vil aftalen være ugyldig, og du vil ikke være bundet af aftalen med elselskabet. Det følger af forbrugeraftalelovens § 5.
  • Hvis elselskabet har vildledt dig til at indgå aftalen, vil aftalen med elselskabet også være ugyldig, men efter reglerne om svig i aftalelovens § 30.
  • Mener du, at aftalen med elselskabet er ugyldig, skal du skrive det til elselskabet. Oplys samtidig, at elselskabet skal sikre, at du kommer tilbage til dit hidtidige elselskab, og at elselskabet straks skal tilbageføre eventuelle beløb, du har betalt.
  • Hvis aftalen med elselskabet er ugyldig, har du ret til at blive ført tilbage til dit hidtidige elselskab. Du har dog ikke krav på at blive ført tilbage til dit hidtidige produkt.
  • Du kan evt. samtidig kontakte Energinet og gøre gældende, at elselskabet uberettiget har anmeldt et skifte af energiselskab til Energinets Datahub. Energinet kan kontaktes via datahub@energinet.dk
  • Er det nye elselskab uenig i, at aftalen er ugyldig, skal du indgå en ny aftale med dit hidtidige energiselskab eller et andet energiselskab.
  • Har du et økonomiske mellemværende med elselskabet, fx hvis elselskabet er uenig i, at aftalen er ugyldig, og opkræver et gebyr for, at du kan komme ud af aftalen, kan du klage til Ankenævnet på Energiområdet. Du kan finde yderligere oplysninger om ankenævnet på: http://www.energianke.dk/

Lovgrundlag:

Forbuddet mod telefonsalg

Efter forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, er det ulovligt for erhvervsdrivende at kontakte forbrugere telefonisk eller personligt med henblik på afsætning af varer eller tjenesteydelser, medmindre forbrugeren forudgående har anmodet den erhvervsdrivende herom. Et samtykke til telefoniske henvendelser skal være en udtrykkelig og utvetydig anmodning om at blive ringet op.
Er en aftale indgået under en uanmodet telefonisk henvendelse, er aftalen ugyldig, jf. forbrugeraftalelovens § 5.

Forbuddet mod vildledning

Ifølge markedsføringslovens § 5, stk. 1, sammenholdt med § 8, må en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.

Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 1, sammenholdt med § 8, må en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.