Øvrige nyheder

Vildledende markedsføring af stegepander

Det var vildledende, da to virksomheder markedsførte deres stegepander som frie for fluorstoffet PFOA, fordi stoffet generelt er forbudt i stegepander. Når noget er forbudt, må det ikke markedsføres som en særlig fordel, at det ikke indgår i produktet.

Forbrugerombudsmanden modtog i 2022 en henvendelse fra Forbrugerrådet TÆNK om, at otte virksomheder markedsførte deres stegepander med forskellige udsagn om, at de var fri for stoffet PFOA. En virksomhed markedsførte derudover også sine stegepander med udsagn om, at de var fri for stoffet PFOS. Begge stoffer er forbudt i forbrugerprodukter som f.eks. stegepander efter forordning (EU) 2019/1021 af 20. juni 2019 om persistente organiske miljøgifte (POP-forordningen)*.

Det er Forbrugerombudsmanden opfattelse, at forhold eller krav, der følger af lovgivningen, f.eks. et forbud mod at bruge visse stoffer i en produkttype, ikke må bruges selvstændigt i markedsføringen, da det ikke er en fordel ift. andre lignende produkter.

Forbrugerombudsmanden har indskærpet markedsføringslovens vildledningsforbud over for to virksomheder, Tefal og Eva Solo, der begge var fortsat med at anvende markedsføringen, efter Forbrugerrådet TÆNK havde kontaktet dem, mens de resterende seks er blevet orienteret om reglerne. Syv ud af de otte virksomheder har nu fjernet den vildledende markedsføring på deres hjemmesider og produkter. Den sidste virksomhed har fjernet den vildledende markedsføring på deres hjemmeside og oplyst, at markedsføringen på deres produkter vil blive fjernet.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

Virksomheder må ikke give forbrugerne indtrykket af, at en bestemt miljø- eller sundhedsfordel er særlig for virksomhedens produkter, når det ikke er tilfældet. Det er derfor vildledende, hvis virksomheder markedsfører fraværet af fluorstofferne PFOA og PFOS som noget særlig fordelagtigt ved deres stegepander, når nu der er et helt generelt forbud mod at anvende stofferne i forbrugerprodukter.

 

*POP forordningen forbyder visse stoffer som PFOA og PFOS ved kun at tillade meget lave grænseværdier af stofferne i forbrugerprodukter

Lovgrundlag:

Ifølge markedsføringslovens § 5 må markedsføring ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne.

Ifølge markedsføringslovens § 6 må virksomheder ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger i markedsføringen eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.

Det er en betingelse for, at der er handlet i strid med §§ 5 og 6, at den pågældende handelspraksis er egnet til at få forbrugeren til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet, jf. § 8.

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.