Øvrige nyheder

Bøder og frifindelser i sag om ulovligt telefonsalg

To telemarketingvirksomheder, som har medvirket til overtrædelse af forbuddet mod uanmodet telefonsalg og vildledning, er idømt bøder på i alt 1,1 millioner kroner. Elselskabet Velkommen, hvis produkter telemarketingselskaberne ringede ud for at sælge, er derimod blevet frifundet for det ulovlige telefonsalg. De er dog blevet idømt en bøde på 5.000 kroner for vildledende udsagn på Trustpilot.

Opdateret 5. februar 2025 klokken 09.17 med korrekt beløb i bøden til Salescorp Denmark ApS.

 

På baggrund af en lang række klager fra forbrugere over elselskabet Velkommen A/S besluttede Forbrugerombudsmanden i september 2019 og juni 2020 at politianmelde Velkommen og samarbejdspartnerne SalesGroup ApS, Salescorp Denmark ApS, Bravour.nu ApS samt Mondayy Ltd for ulovligt telefonsalg. Københavns Byret har nu afsagt dom i sagen.

SalesGroup ApS (nu under konkurs), der ringede til forbrugere på vegne af Velkommen for at sælge Velkommens produkter, blev idømt en bøde på 1 million kroner for uanmodede henvendelser til 88 forbrugere og vildledning under telefonsamtalerne af 62 forbrugere. Virksomheden vildledte blandt andet forbrugerne ved at præsentere sig som Dansk Strøm Analyse eller på anden måde give forbrugeren det indtryk, at der var tale om en uvildig eller offentlig analysevirksomhed.

Salescorp Denmark ApS, der også ringede til forbrugere på vegne af Velkommen for at sælge Velkommens produkter, blev idømt en bøde på 100.000 kroner for uanmodede henvendelser til 27 forbrugere og vildledning under telefonsamtalerne af 15 forbrugere. Virksomheden vildledte blandt andet forbrugerne ved at give urigtige oplysninger om, at forbrugeren kunne spare penge ved at skifte til Velkommen.

Leadvirksomheden Bravour.nu ApS blev frifundet for at have medvirket til de ulovlige opkald.

Leadvirksomheden Mondayy Ltd har ikke været en del af straffesagen, fordi selskabet blev tvangsopløst i 2021.

Velkommen blev frifundet for det ulovlige telefonsalg, som telemarketingselskaberne foretog på elselskabets vegne. Retten idømte dog Velkommen en bøde på 5.000 kroner for vildledende udsagn på Trustpilot om Forbrugerombudsmandens behandling af sagen.

Retten udtalte generelt, at der var tale om grove overtrædelser af både forbrugeraftalelovens regler om uanmodede telefoniske henvendelser og markedsføringslovens vildledningsforbud.

Der var i alt i sagen rejst tiltale for 286 overtrædelser af markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

Rigtig mange forbrugerne er blevet groft vildledt i forbindelse med telefonopkaldene i denne sag. Tilmed er der tale om opkald, som virksomhederne slet ikke måtte foretage, fordi de ikke havde forbrugernes accept.

 

Vi havde naturligvis gerne set en domfældelse i overensstemmelse med den rejste tiltale, og vi vil i lyset af frifindelserne nu nærlæse dommen og derefter tage stilling til en eventuel anke.

 

Forbuddet mod vildledning

Ifølge markedsføringslovens § 5, stk. 1, sammenholdt med § 8, må en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.

Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 1, sammenholdt med § 8, må en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.

Forbuddet mod telefonsalg

Efter forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, er det ulovligt for erhvervsdrivende at kontakte forbrugere telefonisk eller personligt med henblik på afsætning af varer eller tjenesteydelser, medmindre forbrugeren forudgående har anmodet den erhvervsdrivende herom. Et samtykke til telefoniske henvendelser skal være en udtrykkelig og utvetydig anmodning om at blive ringet op.

Efter forbrugeraftalelovens § 5, stk. 1, er forbrugere ikke bundet af aftaler, som er indgået under en telefonsamtale, hvor forbrugeren er blevet ringet op uden at have givet et samtykke til at blive kontaktet telefonisk af virksomheden.

For yderligere information:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på telefon 41 71 50 98.