L’easy og Resurs Bank opgiver retssager mod overgældsatte forbrugere

L’easy og Resurs Bank har begge opgivet at føre retssager mod forbrugere, som ikke har betalt ydelserne på deres lån fra de to virksomheder. Dermed får domstolene ikke mulighed for at tage stilling til Forbrugerombudsmandens argument om, at låneaftalerne var ugyldige som følge af utilstrækkelige vurderinger af forbrugernes kreditværdighed. Hvis der var gennemført tilstrækkelige kreditværdighedsvurderinger på tidspunktet for långivningerne, ville de ifølge Forbrugerombudsmandens beregninger tydeligt have vist, at ingen af de to forbrugere ville være i stand til at betale lånene tilbage.

Forbrugerombudsmanden indtrådte i de to sager på vegne af forbrugerne i 2023. Sagerne har dog været sat i bero, da de har afventet endelig dom i en retssag mellem Resurs Bank, Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden. Der er i begge sager tale om flere lån, som er ydet til samme forbruger over en periode.

Forbrugerombudsmanden gjorde i de to sager blandt andet gældende, at L’easy og Resurs Bank havde overtrådt kreditaftalelovens § 7 c, fordi de ikke havde vurderet forbrugernes kreditværdighed tilstrækkeligt.

Forbrugerombudsmanden gjorde desuden gældende, at udviklingen i forbrugernes gæld i sig selv burde have givet L’easy og Resurs Bank anledning til slet ikke at bevilge lånene. Det skyldes, at forbrugerne ikke havde tilbagebetalt de tidligere lån, før de fik udbetalt de efterfølgende.

Derudover fandt Forbrugerombudsmanden, at en kreditværdighedsvurdering efter § 7 c ville have vist, at de to forbrugere ikke ville have været i stand til at betale ydelserne. Da låneaftalerne efter Forbrugerombudsmandens opfattelse tilmed medførte eller forværrede forbrugernes overgældsætning, gjorde Forbrugerombudsmanden endelig gældende, at låneaftalerne skulle tilsidesættes efter aftalelovens ugyldighedsregler.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

Vi har længe haft skarpt fokus på problemer med uansvarlig långivning, da det har store konsekvenser - særligt for de svageste og mest sårbare forbrugere. Det er ærgerligt, at der ikke afsiges dom i disse to sager, fordi de var velegnede til at afklare retstilstanden for overgældsatte forbrugere, der optager nye lån. Men omvendt er vi selvfølgelig tilfredse med, at L’easy og Resurs Bank har trukket sagerne mod forbrugerne tilbage.

Sagen anlagt af L’easy

I 2022 anlagde L’easy sag mod en nu 51-årig mand angående lån, som ikke var tilbagebetalt. Aftaleforholdet mellem L’easy og forbrugeren gik tilbage til 2013 og 2014, hvor L’easy i en periode på knap et år havde ydet forbrugeren i alt tre lån.

Det første lån blev bevilget i december 2013. I september 2014 fik han et nyt lån, selvom han ikke havde afviklet det første lån. Restgælden blev overført til det nye lån. I november 2014 fik han det tredje lån, som også indeholdt en restgæld fra de forrige lån. Lånene var højtforrentede lån med årlige omkostninger (ÅOP) på 29-38 %.

Forbrugeren havde i de pågældende år et rådighedsbeløb, som formentlig var negativt og i hvert fald betydeligt under det rådighedsbeløb, der normalt anses for nødvendigt for at opretholde en besked levefod. Det viser beregninger fra Forbrugerombudsmanden, der kan ses nedenfor. Beregningerne er foretaget med udgangspunkt i forbrugerens årsopgørelser.

Mandens økonomi var derfor efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke egnet til yderligere gældsætning. Særligt ikke til højtforrentede lån med en ÅOP på mellem 29-38 %. En kreditværdighedsvurdering, der havde inddraget forbrugerens basale skatteoplysninger, ville efter Forbrugerombudsmandens opfattelse have vist dette.

Sagen anlagt af Resurs Bank

I 2022 anlagde Resurs Bank sag mod en nu 73-årig kvinde angående lån, som ikke var tilbagebetalt. Ifølge Resurs Bank stammede kravet fra i alt seks lån udbetalt i årene 2015-2018. De nye lån blev bevilget, uden at kvinden havde afviklet de eksisterende. Lånene var højtforrentede lån med årlige omkostninger (ÅOP) på mellem 20-37 %.

Ifølge Forbrugerombudsmandens beregninger havde kvinden i hele perioden et rådighedsbeløb, som var betydeligt under det rådighedsbeløb, der normalt anses for nødvendigt for at opretholde en beskeden levefod. Formentlig var der ligefrem tale om et negativt rådighedsbeløb, når også udgifter til bolig mv. blev fratrukket. Nedenfor ses Forbrugerombudsmandens beregninger af forbrugerens indtægter og gældsudgifter i 2016, som var det år i perioden, hvor rådighedsbeløbet ifølge beregningerne var størst.

Beregningerne viser, at kvinden havde et månedligt rådighedsbeløb på 1.241,64 kr. til betaling af blandt andet boligudgifter, mad og drikke. Til sammenligning skulle enlige personer ifølge den dagældende gældssaneringsbekendtgørelse have 6.020 kr. efter betaling af blandt andet boligudgifter for at kunne opretholde en beskeden levefod.

Kvindens økonomi var derfor ikke egnet til yderligere gældsætning. Særligt ikke til højtforrentede lån med en ÅOP på mellem 20-37 %. En kreditværdighedsvurdering, der havde inddraget forbrugerens basale skatteoplysninger, ville efter Forbrugerombudsmandens opfattelse have vist dette.

Lovgivningen på området:

I henhold til kreditaftaleloven skal kreditgivere foretage en kreditværdighedsvurdering af forbrugeren ved långivning. Bestemmelsen lyder:

”§ 7 c. Kreditgiveren skal inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.

Stk. 2. Hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb, skal kreditgiveren ajourføre de finansielle oplysninger, som kreditgiveren har om forbrugeren. Før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb skal kreditgiveren atter vurdere forbrugerens kreditværdighed. […]”

Overtrædelse af bestemmelsen er ikke strafbelagt, og det fremgår ikke direkte af kreditaftaleloven, at overtrædelse af bestemmelsen kan medføre kreditaftalens ugyldighed.

I dansk retspraksis er det dog flere gange fastslået, at forbrugeraftaler efter omstændighederne kan blive tilsidesat, hvis der er et misforhold mellem forpligtelsens omfang og forbrugerens økonomiske situation. Dette er f.eks. fastslået af Højesteret i en dom fra 2010 om privat kaution (UfR 2010.1628 H) og forudsætningsvist af landsretterne i en række sager om forbrugerkreditaftaler, hvor landsretterne dog i de fleste sager ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte aftalerne. Der kan bl.a. henvises til Vestre Landsrets kendelser gengivet i UfR 2022.130 V og UfR 2024.1699 V samt Østre Landsrets kendelser gengivet i UfR 2021.3072 Ø, UfR 2022.54 Ø, UfR 2022.4319 Ø, UfR 2023.4580 Ø og Østre Landsrets dom gengivet i UfR 2025.384 H.

I en dom afsagt den 10. juni 2021 i sag C-303/20, Ultimo Portfolio Investment, har EU-Domstolen tilsvarende udtalt, at medlemsstaternes domstole kan anvende reglerne om urimelige forbrugeraftaler til at tilsidesætte kreditaftaler, der er indgået ved tilsidesættelse af kreditværdighedsvurderingspligten (præmis 42 i EU-Domstolens dom).

EU-Domstolens udtalelse skal ses i lyset af, at kreditaftalelovens § 7 c er en implementering af artikel 8 i forbrugerkreditdirektivet fra 2008, og at det i henhold til direktivets artikel 23 påhviler medlemsstaterne at sanktionere overtrædelse af kreditværdighedsvurderingspligten. Medlemsstaternes sanktioner skal i henhold til direktivet være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

I Danmark er reglerne om urimelige forbrugeraftaler implementeret i aftalelovens § 36 og § 38 c. De lyder:

”§ 36. En aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det samme gælder andre retshandler. Stk. 2. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder. […]

§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirkninger også, idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt. […]”

I 2023 vedtog EU’s medlemslande et nyt forbrugerkreditdirektiv, som skal implementeres i Danmark med ikrafttræden i 2026. Det nye direktivs artikel 18 indeholder en nyaffattelse og udbygning af kreditværdighedsvurderingspligten, der navnlig indeholder:

”Artikel 18
Forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed
1. Medlemsstaterne stiller krav om, at kreditgiveren foretager en grundig vurdering af forbrugerens kreditværdighed, inden der indgås en kreditaftale. Denne vurdering foretages i forbrugerens interesse for at forhindre uansvarlig udlånspraksis og overdreven gældsætning og tage passende hensyn til faktorer, der er relevante for at kontrollere forbrugerens udsigter til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen.
[2.-11.]”

For yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98

Anden relevant information:

Forbrugerombudsmanden:

• Kreditværdighedsvurderinger, Forbrugerombudsmandens hjemmeside
• Forbrugerombudsmandens pressemeddelelser om retssagen mellem Resurs Bank, Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden:
  • ”Dom i Resurs Bank-sagen om kreditværdighedsvurderingspligten”
  • ”Sag om pligten til at foretage kreditværdighedsvurderinger af forbrugere skal for Højesteret”
  • "Højesteret afviser Forbrugerombudsmandens sag om Resurs Banks overtrædelse af kreditværdighedsvurderingspligten”

• ”Forbrugernes beskyttelse mod uansvarlig långivning”, Forbrugerombudsmandens årsberetning 2020/2021, s. 12 ff. 

Litteratur og andre kilder om rådighedsbeløb og minimumsbudget:

• Gældssaneringsbekendtgørelsen
  • 2013-satser (L’easy-sagen) 
  • 2014-satser (L’easy-sagen)
  • 2016-satser (Resurs Bank-sagen)
  • Nugældende satser (2025) 

• Om grænsen for relativ fattigdom, Danmarks Statistik (2021) 
• Minimumsbudget for forbrugsudgifter – hvad er det mindste, man kan leve for?, Jens Bonke og Anders Eiler Wiese Christensen, Rockwool Fondens Forskningsenhed (2016) 
• Hvad koster det at leve – et referencebudget og minimumsbudget for familier, Finn Kenneth Hansen, Henning Hansen og Malte Moll Wingender, udgivet af Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) (2015) 
• Forbrugerstyrelsens familiebudget – et standardbudget for danske husstande, Forbrugerstyrelsen, udarbejdet af Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) (1993) (ikke tilgængelig online)