Øvrige nyheder

Forbrugerombudsmanden politianmelder tøjbutikskæden Boii Studios for at overtræde markedsføringslovens vildledningsforbud

Virksomheden MASH 16 ApS, der står bag tøjbutikskæden Boii Studios, er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for at overtræde markedsføringslovens forbud mod vildledning. Kæden har i tre butikker haft udsalgsskilte i vinduerne, der kunne give indtryk af, at alle varer i butikken var på udsalg.

Tre Boii Studios-butikker har i henholdsvis Odense, København og Aarhus haft skilte i vinduet, hvor der stod ”ALT UDSALG I BUTIKKEN 50%”. Her fremgik skriftstørrelsen på ”ALT” og ”50%” næsten fem gange større end teksten ”UDSALG i BUTIKKEN”.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at skiltene har været egnet til at give forbrugerne indtryk af, at man kunne spare 50% på alt i butikken, da denne del af markedsføringen stod skrevet med væsentligt større skrift end den del af teksten, der udgjorde undtagelsen til tilbuddet.

Hvis der knytter sig betingelser til et tilbud eller der knytter sig begrænsninger til et besparelsesudsagn, er det en væsentlig oplysning, som hverken må udelades, skjules eller fremstilles på en uklar måde. I dette tilfælde var tilbuddets begrænsning oplyst med væsentlig mindre skrift end hovedbudskabet om ”50%” på ”ALT”, hvorfor teksten ”udsalg i butikken” efter Forbrugerombudsmandens vurdering nemt ville kunne overses eller opfattes som mindre væsentlig.

Forbrugerombudsmanden har på den baggrund politianmeldt virksomheden MASH 16 ApS for at overtræde markedsføringslovens vildledningsforbud.

Forbrugerombudsmand, Torben Jensen, siger:

En virksomhed må ikke påvirke en forbrugers købsbeslutning med vildledende udsagn. I denne sag har virksomheden efter vores opfattelse præsenteret begrænsningerne i deres tilbud på en vildledende måde. Vi har derfor politianmeldt virksomheden for at give forbrugere det fejlagtige indtryk, at alle varer i deres butik var på tilbud, hvilket ikke var tilfældet.

 

Lovgrundlag:

Markedsføringslovens §§ 5 og 6 fastslår, at erhvervsdrivende ikke må vildlede forbrugerne.

Erhvervsdrivendes markedsføring må efter markedsføringslovens § 5, stk. 1, ikke indeholde urigtige oplysninger. Det følger også af § 5, stk. 1, at faktuelt korrekte oplysninger ikke må fremstilles på en vildledende måde. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en annonce giver forbrugere indtryk af, at der er særlige fordele knyttet til produktet, men hvor en nærmere gennemlæsning af annoncen viser, at dette ikke er tilfældet.

Efter markedsføringslovens § 6, stk. 1, må en erhvervsdrivende ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger, eller i øvrigt præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde. En erhvervsdrivende skal således give alle væsentlige oplysninger på en klar, forståelig, utvetydig og i sammenhængen hensigtsmæssig måde.

Såfremt der f.eks. er knyttet betingelser til et tilbud, vil det som udgangspunkt være en væsentlig oplysning. Det vil ligeledes være en væsentlig oplysning, hvis der er begrænsninger i et markedsført besparelsesudsagn, f.eks. at besparelsen kun gælder en begrænset produktgruppe eller lignende.

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.