Øvrige nyheder
Nærvarme Danmarks udtrædelsesomkostninger for kunder med varmepumpe-abonnement i strid med forbrugeraftaleloven
Energiselskabet Nærvarme Danmark A/S opkræver en udtrædelsesomkostning på 29.845 kroner, hvis kunder opsiger deres varmepumpe-abonnement inden for 10 år. Forbrugerombudsmanden vurderer, at gebyret er i strid med bl.a. forbrugeraftaleloven. Kunder kan have krav på tilbagebetaling.
Energiselskabet Nærvarme Danmark har handlet i strid med forbrugeraftaleloven, aftaleloven og god markedsføringsskik. Det vurderer Forbrugerombudsmanden, der har undersøgt virksomhedens abonnentsløsning på varmepumper til privatkunder. Nærvarme Danmark opkræver en udtrædelsesomkostning på 29.845 kroner fra kunder, der opsiger deres abonnementsaftale inden for 10 år. Derudover opkræver Nærvarme Danmark et nedtagningsgebyr på 710 kroner i timen, der dækker afmontering og tilbagelevering af varmepumpen til Nærvarme, fra alle kunder, der opsiger deres abonnementsaftale uanset tidspunktet for opsigelsen.
Forbrugerombudsmanden vurderer, at sådanne gebyrer er i strid med forbrugeraftalelovens regler om bindingsperiode, da det kan afholde forbrugere fra at benytte sig af deres ret til at opsige løbende aftaler (fx abonnementsaftaler) med erhvervsdrivende. Forbrugerombudsmanden vurderer samtidig, at de vilkår, der pålagde forbrugerne at betale gebyrerne, er urimelige og dermed også ugyldige efter aftaleloven.
Ud over at gebyrerne er opkrævet uretmæssigt, er det også Forbrugerombudsmandens vurdering, at Nærvarme ikke gør forbrugerne tydeligt opmærksom på gebyrerne, inden de indgår en aftale og dermed binder sig til en abonnementsløsning. Nærvarme overholder derfor heller ikke forbrugeraftalelovens oplysningspligt.
Det kommer blandt andet til udtryk ved, at Nærvarme ikke oplyser tilstrækkelig tydeligt om udtrædelsesomkostningen og nedtagningsgebyret forud for aftaleindgåelsen, ligesom gebyrernes størrelse ikke fremgår af Nærvarmes standardvilkår. Desuden angiver Nærvarme utydelige oplysninger om nedtagningsgebyret i sit eget eksempel på en forbrugeraftale.
Forbrugerombudsmanden blev opmærksom på virksomhedens gebyrer via klager fra forbrugere og gennem en undersøgelse af Nærvarmes abonnementsløsning på varmepumper.
Forbrugere, der har betalt disse gebyrer, og som mener, at de har krav på tilbagebetaling, kan i første omgang kontakte Nærvarme Danmark. Hvis ikke de kan finde en løsning med virksomheden, kan de klage til Ankenævnet på Energiområdet
Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:
Forbrugere skal i sagens natur have mulighed for at udtræde af abonnementsaftaler uden at blive pålagt store gebyrer. Ellers bliver udtrædelsesmuligheden reelt illusorisk. Derfor kan forbrugere, der har betalt denne type gebyrer, have ret til tilbagebetaling. Det er afgørende, at forbrugere altid kan indgå en aftale på et klart og oplyst grundlag, og den forpligtelse har Nærvarme Danmark ikke levet op til.
Lovgrundlag:
Forbrugeraftaleloven
Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, oplister en række pligtoplysninger, som en erhvervsdrivende skal give en forbruger, inden den erhvervsdrivende indgår en aftale med forbrugeren.
Er aftalen indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg, skal den erhvervsdrivende klart og tydeligt give oplysning om fx gebyrer, jf. blandt andet forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 6 og 14.
Ved tidsubegrænsede aftaler skal den erhvervsdrivende desuden give forbrugeren oplysning om bindingsperioden og betingelserne for at opsige aftalen, jf. § 8, stk. 1, nr. 19 og 20.
Oplysningerne skal gives på papir eller, hvis forbrugeren samtykker hertil, på et andet varigt medium. Oplysningerne skal desuden være letlæselige og udfærdiget på et klart og forståeligt sprog, jf. §§ 8, stk. 1, og 10, stk. 1.
Som anført i forbrugeraftalelovens § 9, stk. 3, er forbrugeren alene forpligtet til at betale eventuelle yderligere omkostninger eller andre udgifter, jf. § 8, stk. 1, hvis den erhvervsdrivende klart og tydeligt har oplyst herom.
Efter forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1, kan en forbruger opsige en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse.
Gebyrer, der skal betales ved aftaleophør, kan risikere at afholde forbrugere fra at opsige deres løbende aftaler med erhvervsdrivende, fx et abonnement, hvis de for eksempel ikke ønsker eller har økonomi til at forsætte aftalen.
Forbrugeraftalelovens regler er ufravigelige, jf. lovens § 33.
Aftaleloven
Det følger af aftalelovens § 36 og § 38 c, at urimelige aftaler kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvist, og at det samme gælder enkeltvilkår i forbrugeraftaler, hvis det vil være i strid med hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre det eller de pågældende vilkår gældende. I sidstnævnte tilfælde kan forbrugeren dog kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis det er muligt, jf. § 38 c, stk. 1, 2. pkt.
Er vilkåret indeholdt i den erhvervsdrivendes forretningsbetingelser (standardvilkår), skal vilkåret tilsidesættes helt og kan således hverken ændres eller blot tilsidesættes delvist, jf. § 38 c, stk. 2. For standardvilkår gælder det desuden generelt, at de skal være udarbejdet på en klar og forståelig måde – ikke kun i grammatisk og sproglig henseende, men også således, at forbrugerne kan forstå, hvilke fx økonomiske konsekvenser, vilkåret kan få for dem. Det følger af aftalelovens § 38 b, stk. 2.
I vurderingen af, om en aftale eller et vilkår er ugyldigt og skal tilsidesættes efter aftalelovens § 36 og/eller § 38 c, stk. 1, 2. pkt., kan der ikke tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren, der bevirker, at aftalen eller vilkåret ikke kan tilsidesættes eller ændres, jf. § 38 c, stk. 3.
Det er i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 3, at anvende et urimeligt aftalevilkår.
Pressekontakt:
Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.