Øvrige nyheder

Sø- og Handelsretten: Jyske Bank frifindes i sag om negative renter

Sø- og Handelsretten har netop konstateret, at Jyske Bank havde hjemmel til at opkræve negative renter på en række privatkunders konti i årene 2019-2022. Forbrugerombudsmanden stævnede i september 2023 Jyske Bank i sagen.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

Vi har netop modtaget dommen. Nu vil vi nærlæse den, og tage stilling til, hvad der videre skal ske. Det er derfor for tidligt at sige, om vi vil anke dommen eller ej.


Sagen vedrører Jyske Banks opkrævning af negative renter i perioden fra december 2019 til og med september 2022. I september 2023 stævnede Forbrugerombudsmanden Jyske Bank for at få afklaret, om banken havde den fornødne aftaleretlige hjemmel til at indføre og opkræve negative renter på en række privatkundekonti.

Sø- og Handelsretten skriver på sin hjemmeside om dommen:

”Jyske Bank blev bl.a. frifundet for påstande om, at det var i strid med lovgivningen og uden hjemmel i bankens aftaler ensidigt at indføre og opkræve negative renter vedrørende privatkunders indlån, samt frifundet for påstande om, at generelle renteændringsvilkår var ugyldige, men skulle anerkende, at vilkår om ikke at tilskrive privatkunder rentebeløb under en vis størrelse var ugyldige.”

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.

Læs dommen på Sø- og Handelsrettens hjemmeside (domstol.dk)