Øvrige nyheder
                                    
                                    
                            
Forbrugerombudsmandens årsberetning 2024: Stor arbejdsindsats på det grønne område
Forbrugerombudsmanden offentliggør i dag sin årsberetning for 2024. Særligt det grønne område har budt på mange opgaver til Forbrugerombudsmandens sekretariat både med vejledning, rådgivning og håndhævelse.
2024 satte en særlig rekord. Aldrig før har Forbrugerombudsmanden modtaget så mange klager fra forbrugere over greenwashing. Det påvirkede Forbrugerombudsmandens arbejde, da klagerne ud over behandlingen af de konkrete sager også udløste en række opgaver med at vejlede og rådgive virksomheder om markedsføring med udsagn om miljø- eller klimamæssige fordele.
Forbrugerombudsmanden har således offentliggjort en række anbefalinger til virksomheders miljømarkedsføring, inviteret til informationsmøder om greenwashing i de største danske byer samt holdt en lang række oplæg om emnet. I alt er der oprettet162 sager om greenwashing i 2024. Tre virksomheder er politianmeldt, 14 har fået indskærpet reglerne, efter Forbrugerombudsmanden havde vurderet, at de var overtrådt, andre 59 er blevet orienteret om reglerne og to virksomheder har betalt bøder i millionstørrelsen. Hertil kommer, at Forbrugerombudsmanden har afgivet 15 forhåndsbeskeder om virksomheders planlagte markedsføring på det grønne område, samt behandlet 142 anmodninger om aktindsigt i sager med klima- miljø- og bæredygtighedsudsagn.
Men andre områder har også fyldt hos Forbrugerombudsmanden i 2024. Det gælder ikke mindst forbrugerbeskyttelsen af børn og unge, hvor Forbrugerombudsmanden satte fokus på influenter med børn og unge i målgruppen. Her er ligeledes afholdt informationsmøder, holdt oplæg og vejledt. Og der er behandlet en række sager om overtrædelse af markedsføringsloven med politianmeldelser og indskærpelser til følge.
Parallelt med de mangeartede opgaver herhjemme har Forbrugerombudsmanden deltaget aktivt i det internationale samarbejde om forbrugerbeskyttelse. Det tæller også konkrete sager, hvor Forbrugerombudsmanden blandt andet har indberettet en sag om skjulte abonnementer til de hollandske myndigheder og været medunderskriver på henvendelser fra de europæiske forbrugermyndigheder til giganter som Temu og Meta.
Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:
Forbrugerne må ikke miste tilliden til, at når en virksomhed annoncerer med, at noget er grønt, så er det det også. Antallet af klager over greenwashing stiger desværre fortsat, så det er vigtigt at få budskabet ud om, at virksomhederne skal kunne dokumentere deres grønne udsagn og ikke må overdrive betydningen af deres grønne tiltag.
Børn og unge er sårbare forbrugere, som let påvirkes af virksomhedernes markedsføring. Der har været behov for en særlig indsats i forhold til influenter, som har børn og unge som målgruppe. Det har desværre vist sig nødvendigt at give dem vejledning eller en indskærpelse med i bagagen, og i de særligt grove tilfælde har vi valgt at politianmelde dem.
Vi prioriterer det internationale arbejde højt, da der i stigende omfang er udfordringer for forbrugerne på tværs af landegrænserne. Vi har således deltaget i sager mod de helt store techgiganter, men også mod mindre europæiske virksomheder, som danskerne slog sig på i deres dagligdag.
Forbrugerombudsmanden vil præsentere årsberetningen for Folketingets Erhvervsudvalg snarest muligt.
Pressekontakt:
Forbrugerombudsmandens pressesekretariat tlf. 41 71 50 98.
