Øvrige nyheder

Mærker uden indhold vildleder forbrugerne

Virksomheden makeitmedia ApS har markedsført og solgt mærker til mindst 97 hjemmesider, selvom der ikke var kriterier for anvendelse af mærkerne. Forbrugerombudsmanden vurderer derfor, at makeitmedia har medvirket til at overtræde vildledningsforbuddet, ved at mærkerne blev anvendt på hjemmesider henvendt til forbrugere.

Makeitmedia har markedsført og solgt mærker uden kriterier for anvendelse af mærkerne. Mærkerne havde typisk en tekst og et symbol i farver for eksempel en jordklode eller et blad. Virksomheden tilbød andre virksomheder at købe retten til at sætte ét eller flere af mærkerne på deres hjemmeside. Makeitmedia tilbød følgende mærker: 

  • CSR-mærket
  • Sundt arbejdsmiljø-mærket
  • Stop Papirspild-mærket
  • Sikkerhedsmærket 
  • CO2stream-mærket
  • STOPSPAM-mærket
  • Vitapus-mærket

Mærkerne blev anvendt af makeitmedias kunder på i hvert fald 97 forskellige hjemmesider henvendt til forbrugere.

Der var ikke opsat kriterier for at anvende mærkerne, ligesom der heller ikke blev ført kontrol med brugen af mærkerne. Derfor var mærkerne i sig selv ikke garant for noget. Om eksempelvis CSR-mærket oplyste makeitmedia: 

”CSR-mærket er ikke nødvendigvis et bevis for, at en virksomhed tager flere initiativer, der berører samfundet på en positiv måde. CSR-mærket har til formål at sprede et budskab om, at det er vigtigt for virksomheder at tage et samfundsmæssigt ansvar.”

Sagen blev indledt som følge af en klage over markedsføringen af CSR-mærket. Forbrugerombudsmanden konstaterede efterfølgende, at makeitmedia markedsførte og solgte yderligere mærker, og at der – med undtagelse af et enkelt krav for ”Sikkerhedsmærket” - ikke var nogle kriterier for at opnå mærkerne. 

For ”Sikkerhedsmærket” var der et krav om, at hjemmesiden skulle have et såkaldt SSL-certifikat for at kunne anvende mærket på en hjemmeside. Et SSL-certifikat er en sikker forbindelse, der beskytter den data, der sendes mellem en bruger og hjemmesiden. Et SSL-certifikat er en forventet sikkerhedsforanstaltning, som derfor er på de fleste hjemmesider, hvor der for eksempel sælges produkter. 

Forbrugerombudsmanden vurderer, at makeitmedias mærker alle havde en udformning og blev markedsført på en måde, som var egnet til at give forbrugere indtryk af, at virksomhederne adskilte sig positivt fra andre virksomheder, og det var ikke tilfældet. 

Makeitmedia har efter Forbrugerombudsmandens henvendelse lukket de syv hjemmesider, der solgte mærkerne. Forbrugerombudsmanden har afsluttet sagen med at indskærpe reglerne om vildledende markedsføring over for virksomheden.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

Et mærke må aldrig bare være varm luft. Når et firma sælger mærker til andre virksomheder, skal der være nogle reelle kriterier for - og kontrol med – brugen af mærket. Vi har derfor indskærpet reglerne over for makeitmedia og minder generelt virksomhederne om, at markedsføring med eksempelvis miljømærker forpligter.

 

Ifølge markedsføringsloven må man som virksomhed ikke markedsføre sig på noget, der er sædvanligt i branchen. Så man må ikke fremhæve det som noget særligt, at man eksempelvis har et SSL-certifikat, hvis dette er standard.

 

Lovgrundlag

Det fremgår af markedsføringslovens § 5, stk. 1, at virksomheders markedsføring ikke må indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.

Det fremgår af markedsføringslovens § 6, stk. 1, at virksomheders markedsføring ikke må vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.

Hvis markedsføringen er vildledende og egnet til at få forbrugeren til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet, jf. markedsføringslovens § 8, har virksomheden handlet i strid med §§ 5 og 6, som er strafbelagt med bøde, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 3.

En virksomheds eventuelle ansvar ved andre erhvervsdrivendes overtrædelse af markedsføringslovens § 5 og § 6, sammenholdt med § 8, skal vurderes efter reglerne om medvirken i straffelovens § 23. 

Pressekontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat kan kontaktes på tlf. 41 71 50 98.