Øvrige nyheder

Forbrugerombudsmanden politianmelder igen tøjbutikskæden Boii Studios for vildledende udsalgsskilte

Virksomheden MASH 16 ApS, der driver tøjbutikskæden Boii Studios, er igen blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden. Selskabet har efter Forbrugerombudsmandens opfattelse overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning ved i seks butikker at have udsalgsskilte, der giver forbrugere indtryk af, at alle varer i butikkerne er på udsalg.

Seks Boii Studios- butikker, beliggende i København, Odense og Aarhus har haft skilte med teksten ”ALT SALE 50%”. Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at udsalgsskiltene er i strid med markedsføringslovens forbud mod vildledning, idet skiltene kan give forbrugerne det fejlagtige indtryk, at samtlige varer i butikkerne er nedsat med 50 %. I realiteten gælder tilbuddet kun et udvalg af nedsatte varer, hvilket ikke fremgår tilstrækkeligt klart af skiltene. 

Forbrugerombudsmanden politianmeldte MASH 16 ApS tidligere på året for at have haft skilte med teksten ”ALT UDSALG I BUTIKKEN 50%”, hvor ordene ”ALT” og ”50%” var fremhævet med væsentligt større skrift end den del af teksten, der udgjorde undtagelsen til tilbuddet. 

Herefter ændrede selskabet teksten på skiltene til ”ALT SALE 50%”. Forbrugerombudsmanden vurderede dog, at skiltningen fortsat var vildledende, og gav derfor selskabet en kort frist til at fjerne skiltningen, hvilket selskabet ikke gjorde. 

Hvis der knytter sig betingelser eller begrænsninger til et markedsført besparelsesudsagn, skal den oplysning fremgå klart og tydeligt. Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at det ikke gør sig gældende i Boii Studios butikker, da skiltene alene henviser til varer, der i forvejen er nedsatte, og ikke alle butikkens varer.

Vildledende udsagn af denne karakter kan føre til, at forbrugeren træffer en såkaldt ”transaktionsbeslutning”, eksempelvis beslutningen om at gå ind i butikken, som vedkommende ellers ikke ville have truffet. 

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

Vi har politianmeldt virksomheden for - på ny - at anvende skilte, der kan vildlede kunder og lokke dem ind i butikkerne. Det er ikke lovligt at forsøge at påvirke en forbruger med vildledende udsagn, der som her kan give indtryk af, at et udsalg er langt mere omfattende, end det reelt er.

Lovgrundlag:

Markedsføringslovens §§ 5 og 6 fastslår, at erhvervsdrivende ikke må vildlede forbrugerne.

Erhvervsdrivendes markedsføring må efter markedsføringslovens § 5, stk. 1, ikke indeholde urigtige oplysninger. Det følger også af § 5, stk. 1, at faktuelt korrekte oplysninger ikke må fremstilles på en vildledende måde. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en annonce giver forbrugere indtryk af, at der er særlige fordele knyttet til produktet, men hvor en nærmere gennemlæsning af annoncen viser, at dette ikke er tilfældet. 

Efter markedsføringslovens § 6, stk. 1, må en erhvervsdrivende ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger, eller i øvrigt præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde. En erhvervsdrivende skal således give alle væsentlige oplysninger på en klar, forståelig, utvetydig og i sammenhængen hensigtsmæssig måde.

Såfremt der f.eks. er knyttet betingelser til et tilbud, vil det som udgangspunkt være en væsentlig oplysning. Det vil ligeledes være en væsentlig oplysning, hvis der er begrænsninger i et markedsført besparelsesudsagn, f.eks. at besparelsen kun gælder en begrænset produktgruppe eller lignende.

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.