Øvrige nyheder
Verdo Trading betaler bøde på 3,5 millioner kroner for vildledende udsagn om CO2-neutralitet og bæredygtighed
Verdo Trading har accepteret at betale om en bøde på 3,5 millioner kroner for greenwashing. Verdo Trading blev politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for at markedsføre træpiller med udsagn om CO2-neutralitet og bæredygtighed.
Verdo Trading A/S har accepteret at betale en bøde på 3,5 millioner kroner for at overtræde markedsføringsloven i perioden fra juli 2022 til maj 2025 ved at markedsføre træpiller med grønne udsagn. Det drejer sig blandt andet om udsagnene ”CO2-neutrale træpiller” og ”bæredygtige træpiller”. Desuden har Verdo Trading anvendt en mærkat på emballagen af træpillerne med udsagnene ”et bæredygtigt valg” og ”CO2-neutral” samt en illustration af et grønt træ.
Markedsføringen fandt sted på emballagen af træpillerne, på Verdo Tradings egen hjemmeside, hos forhandlere samt på Facebook, herunder på virksomhedens profil og i en række annoncer.
Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at udsagnene om CO2-neutralitet er egnede til at give forbrugerne det vildledende indtryk, at der slet ikke bliver udledt CO2 ved fyring med træpillerne, eller i hvert fald at fyringen har en mindre skadelig effekt på klimaet, end den reelt har.
Udsagnene om bæredygtighed er efter Forbrugerombudsmandens vurdering egnede til at give forbrugerne det vildledende indtryk, at træpillerne er bæredygtige, at fyring med træpillerne ikke påvirker miljøet, herunder klimaet, negativt, eller i hvert fald at fyringen er mindre klima- og miljøbelastende, end det faktisk er tilfældet. Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at bæredygtighedsudsagnene er vildledende allerede grundet påvirkningen af klimaet ved fyringen.
Verdo Trading har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at træpillerne blev markedsført som bæredygtige, fordi de opfylder kravene til bæredygtighed i bekendtgørelse nr. 530 af 28. maj 2024 om bæredygtighed for besparelse af drivhusgas-emissioner for biomassebrændsler og flydende biobrændsler til energiformål mv. Det er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke relevant at fremhæve miljøfordele, der følger af krav i lovgivningen. Markedsføringen var derfor også af denne grund vildledende.
Forbrugerombudsmanden tog sagen op til behandling på baggrund af klager fra forbrugere.
Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:
Forbrugerne skal kunne stole på rigtigheden af virksomhedernes grønne udsagn. Det er vildledende at markedsføre et produkt som bæredygtigt, når der er aspekter ved produktet, som belaster klimaet. Vi ser alvorligt på vildledende markedsføring også på det grønne område, og derfor besluttede vi at politianmelde virksomheden.
Det er vildledende i markedsføringen at oplyse, at et produkt har miljøfortrin, som skyldes opfyldelse af krav i lovgivningen. Dette skyldes, at forbrugerne vildledes til at tro, at netop det markedsførte produkt har miljøfortrin, som andre tilsvarende produkter ikke har.
Lovgrundlag:
Ifølge markedsføringslovens § 5 må markedsføring ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne, uanset om oplysningerne i markedsføringen er faktuelt korrekte.
Ifølge markedsføringslovens § 6 må virksomheder ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger i markedsføringen eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
Hvis vildledningen egner sig til at få forbrugeren til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet, jf. markedsføringslovens § 8, kan den erhvervsdrivende straffes med bøde, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 3.
Ifølge markedsføringslovens § 13, skal den erhvervsdrivende kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold.
Ifølge markedsføringslovens § 37, stk. 6, skal der ved udmåling af bøder lægges vægt på overtrædelsens grovhed og den erhvervsdrivendes omsætning. Bødemodellen er nærmere uddybet i forarbejderne til lovændringen, der indsatte bestemmelsen med virkning fra 1. januar 2022. Den nye bødemodel skulle medføre en skærpelse af bødeniveauet for markedsføringsretlige overtrædelser. Virksomheder er inddelt efter omsætning, og under hver omsætningskategori ses et bødespænd for henholdsvis nedsat bødeniveau, normalt bødeniveau og forhøjet bødeniveau.
Pressekontakt:
Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.