Øvrige nyheder
                                    
                                    
                            
Indskærpelse til Neste for markedsføring af brændstof med vildledende udsagn om bæredygtighed
Brændstofproducenten Neste har i september 2023 i en annonce markedsført et dieselprodukt med udsagn om ”90 % mere bæredygtig på 5 minutter” og ”bæredygtigt brændstof”. Forbrugerombudsmanden vurderer, at annoncen var vildledende i strid med markedsføringsloven.
Forbrugerombudsmanden vurderer, at brændstofproducenten Neste har overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning og har derfor indskærpet reglerne over for Neste.
I en annonce skrev Neste: ”90 % mere bæredygtig på 5 minutter” og ”Neste MY Renewable Diesel (HVO100) er et bæredygtigt brændstof”. Annoncens dominerende farve var grøn, og den blev bragt i Politiken og Børsen i september 2023.
Neste har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at brændstofproduktet Neste MY Renewable Diesel (HVO100) er produceret 100 % af vedvarende råmaterialer, og at produktet overholder bæredygtighedskriterierne i EU’s direktiv om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (VE-direktivet). Videre har Neste oplyst, at beregningsmetoder fra VE-direktivet viser, at brugen af deres diesel kan reducere CO2eudledningerne med op til 90 % i løbet af brændstoffets livscyklus sammenlignet med fossil diesel.
Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var udsagnet ”90 % mere bæredygtig på 5 minutter” uklart. I annoncen fremgik det ikke tilstrækkeligt tydeligt, hvad produktet blev sammenlignet med, og dermed hvad produktet var ”mere bæredygtig” end. Annoncen var derfor allerede af denne grund vildledende.
Samtidig vurderer Forbrugerombudsmanden, at Nestes udsagn om ”bæredygtigt brændstof” overdrev brændstoffets miljøfordel. Det skyldes, at begrebet ”bæredygtig” forstås bredt som dækkende både miljømæssige aspekter, som – foruden klima – blandt andet omfatter forurening med kemikalier og belastning af vandressourcer og forsuring samt sociale aspekter. Selv når et produkt har en klimamæssig fordel, giver det dermed ikke virksomheden grundlag for at bruge udsagnet ”bæredygtig” i sin markedsføring. Annoncens grønne farve bidrog desuden til at forstærke forbrugerens positive indtryk af produktet. Annoncen er derfor også af denne grund vildledende.
Endelig vurderer Forbrugerombudsmanden, at selv om Nestes brændstof overholder bæredygtighedskriterierne i VE-direktivet, berettiger det ikke Neste til at markedsføre produktet som bæredygtigt. Efterlevelse af særregulering, som tjener andre hensyn end markedsføringsmæssige, kan nemlig ikke automatisk udgøre dokumentation for, at et produkt mv. lovligt kan markedsføres med bæredygtighedsudsagn.
Forbrugerombudsmanden har taget sagen op efter at have modtaget en klage fra Rådet for Grøn Omstilling.
Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:
Påstande i markedsføringen skal være klare og præcise, så forbrugere let kan forstå og bruge dem i købsbeslutninger. Derudover skal virksomheder generelt passe på med ikke at overdrive deres produkters klima- og miljømæssige fortrin i markedsføringen.
En tommelfingerregel er, at virksomhederne skal holde sig til konkrete udsagn om deres produkters klima- og miljøfortrin. Så er risikoen for at vildlede forbrugerne mindre.
Lovgrundlag:
Ifølge markedsføringslovens § 5 må markedsføring ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne, uanset om oplysningerne i markedsføringen er faktuelt korrekte.
Ifølge markedsføringslovens § 6 må virksomheder ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger i markedsføringen eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
Det fremgår af markedsføringslovens § 8, at det er en betingelse for, at der er handlet i strid med §§ 5 og 6, at den pågældende handelspraksis væsentligt forvrider eller vil kunne forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren.
Af markedsføringslovens § 20 fremgår et tilsvarende vildledningsforbud mellem erhvervsdrivende.
Overtrædelse af markedsføringslovens §§ 5, 6 og 20 kan straffes med bøde, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 3.
Ifølge markedsføringslovens § 13 skal den erhvervsdrivende kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold.
Pressekontakt:
Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på telefon 41 71 50 98.
