Øvrige nyheder

Lokal Energi har opkrævet ulovligt gebyr af deres kunder

Forbrugerombudsmanden vurderer, at elselskabet Lokal Energi ApS har opkrævet et ulovligt gebyr på 1.500 kroner af kunder, der har opsagt deres fastpris-elaftale i bindingsperioden. Forbrugerne kan have krav på at få deres penge tilbage, og Lokal Energi har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at Lokal Energi er indstillet på at tilbagebetale de ulovligt opkrævede beløb.

Flere forbrugere, som har opsagt deres fastpris-elaftale hos Lokal Energi i bindingsperioden, er blevet opkrævet et gebyr på 1.500 kroner, som Lokal Energi kaldte et ”brudgebyr”.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at et sådant gebyr udgør et skifterelateret gebyr i strid med elleveringsbekendtgørelsen, da gebyret er uforholdsmæssigt og som udgangspunkt overstiger det økonomiske tab, Lokal Energi led som følge af forbrugerens opsigelse i bindingsperioden.

Forbrugerombudsmanden vurderer samtidig, at det vilkår, der pålagde forbrugerne at betale gebyret på 1.500 kroner, er urimeligt og dermed også ugyldigt efter aftaleloven. Desuden havde Lokal Energi ikke oplyst tilstrækkeligt klart og forståeligt om gebyret forud for aftaleindgåelsen med kunderne. Lokal Energi havde dermed heller ikke overholdt oplysningspligten i forbrugeraftaleloven.

Lokal Energi har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at Lokal Energi ikke længere opkræver det faste gebyr på 1.500 kr. ved forbrugernes opsigelse i bindingsperioden, og at Lokal Energi har ændret vilkåret i deres betingelser.

Kunder hos Lokal Energi kan have krav på tilbagebetaling. Lokal Energi har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at Lokal Energi vil tilbagebetale de ulovligt opkrævede gebyrer. Forbrugere, der er blevet opkrævet beløbet, kan henvende sig til Lokal Energi.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

 

Det er vores vurdering, at Lokal Energi har opkrævet et ulovligt gebyr fra kunder, der har opsagt deres fastpris-aftale i bindingsperioden. Forbrugerne kan have krav på at få pengene tilbage, hvis de har betalt gebyret. Derfor vil jeg klart anbefale forbrugerne at kontakte Lokal Energi hurtigst muligt og anmode om tilbagebetaling, hvis de uberettiget er blevet opkrævet et gebyr på 1.500 kr. for at opsige sin fastpris-aftale i bindingsperioden. Og kan man ikke finde en løsning med virksomheden, er der mulighed for at klage til Ankenævnet på Energiområdet.



Kundernes krav på tilbagebetaling

Forbrugere, der har betalt brudgebyret til Lokal Energi, skal i første omgang kontakte Lokal Energi med dokumentation for betalingen via kundeservice@lokal-energi.dk for at få deres penge retur.
Kravet om tilbagebetaling kan blive forældet. Forældelsesfristen er tre år og den regnes fra den dag kunden fik eller burde have fået kendskab til tilbagebetalingskravet.

Hvis de ikke kan finde en løsning sammen med virksomheden, kan de klage til Ankenævnet på Energiområdet.

Lovgrundlag:

Elleveringsbekendtgørelsen – skifterelateret gebyr

Det fremgår af elleveringsbekendtgørelsens § 19, stk. 2, at et elselskab kan opkræve et skifterelateret gebyr, hvis forbrugeren frivilligt har opsagt en fastpriselektricitetsleveringskontrakt før kontraktens udløb.

Det er efter elleveringsbekendtgørelsens § 19, stk. 3, forudsat for opkrævningen af et skifterelateret gebyr efter stk. 2 at:

  1. at gebyret er en del af en kontrakt, som en forbruger frivilligt har indgået,
  2. at elhandelsvirksomheden har informeret tydeligt om gebyret, inden kontrakten indgås, og at
  3. gebyret er forholdsmæssigt og må ikke overstige det direkte økonomiske tab for elhandelsvirksomheden som følge af opsigelsen af kontrakten.

Aftaleloven – urimelige aftalevilkår

Efter aftalelovens § 36 kan en aftale ændres eller tilsidesættes helt eller delvist, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende.
Aftalevilkår kan også tilsidesættes efter § 36, hvis det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre dem gældende, jf. aftalelovens § 38 c.

Forbrugeraftaleloven og elleveringsbekendtgørelsens regler om oplysningspligt

Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, opregner en række pligtoplysninger, som en virksomhed skal give en forbruger, inden virksomheden indgår en aftale med forbrugeren uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg. Det er bl.a. oplysninger om virksomheden, om varen/ydelsen, prisen samt yderligere omkostninger og udgifter.

Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 9, stk. 3, at hvis den erhvervsdrivende ikke har givet forbrugeren oplysning om eventuelle yderligere omkostninger eller andre udgifter, jf. § 8, stk. 1, nr. 6 og 7, er forbrugeren ikke forpligtet til at betale disse omkostninger eller udgifter.

Elleveringsbekendtgørelsens §3 fastsætter en tilsvarende oplysningspligt specifikt for kontrakter om levering af elektricitet.

Markedsføringslovens - god markedsføringsskik

Efter markedsføringslovens § 3 og § 4 skal virksomheder udvise god markedsføringsskik og erhvervsskik god erhvervsskik under hensyntagen til forbrugere, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser.
En virksomheds overtrædelse af anden forbrugerbeskyttelseslovgivning vil som udgangspunkt handle i strid med god markedsføringsskik.

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98