Øvrige nyheder

Tesla betaler bøde for at vildlede om pris og lån ved bilkøb

Tesla har accepteret at betale en bøde på 190.000 kroner for overtrædelse af oplysningspligten ved markedsføring af lån og for at have udeladt udgifter i kontantprisen på deres bilmodeller. Sagen vedrører overtrædelser begået tilbage i 2019, og strafudmålingen er derfor fra før den skærpede bødemodel, der blev indført af Folketinget fra 2022.

Tesla Motors Denmark ApS har accepteret en bøde for manglende kreditoplysninger ved markedsføring af lån ved køb af Teslas bilmodeller samt for vildledende at udelade væsentlige udgifter i den oplyste kontantpris på bilerne i en periode på ca. seks måneder i 2019. Overtrædelserne foregik på Teslas danske hjemmeside, hvor forbrugerne kunne købe bilerne direkte.

Her udelod Tesla oplysninger om registreringsafgift samt dokument- og leveringsgebyr i forbindelse med markedsføringen af prisen på to af bilmodellerne. Det er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse en overtrædelse af markedsføringslovens forbud mod vildledende udeladelser.

I forbindelse med virksomhedens markedsføring af lån til finansiering af tre af bilmodellerne, overtrådte Tesla derudover markedsføringslovens bestemmelse om kreditoplysninger ved ikke at give et repræsentativt eksempel på de forskellige omkostninger til lånet.

Bødens størrelse afspejler de bødekriterier, som gjaldt da overtrædelserne blev begået. Der er blevet indført en ny bødemodel gældende fra 2022, som fremgår af forarbejderne til en ændringslov til markedsføringsloven. Den nye bødemodel, der tager udgangspunkt i virksomhedernes størrelse (omsætning) fandt altså ikke anvendelse i denne sag. Hvis en tilsvarende overtrædelse blev begået i dag af en virksomhed af Teslas størrelse, ville bøden være betydeligt højere.

Forbrugerombudsmand, Torben Jensen, siger:

Det er vigtigt, at forbrugerne får alle relevante oplysninger, når de træffer en så stor beslutning som at købe en bil eller optage et lån hertil, så de kan træffe et informeret valg.”  ”Bødestørrelsen for overtrædelser af markedsføringsloven var tidligere lavere, men er for overtrædelser begået fra 2022 skærpet væsentligt for især store virksomheder. En tilsvarende sag i dag ville således have resulteret i en langt højere bøde.

 

Lovgrundlag:

Ifølge markedsføringslovens § 6, må virksomheder ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger i markedsføringen eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.

Det er en betingelse for, at der er handlet i strid med § 6, at den pågældende handelspraksis er egnet til at få forbrugeren til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet, jf. § 8.

Ifølge markedsføringslovens § 18, skal virksomheder, der markedsfører lån til forbrugere og oplyser en rente eller en talstørrelse, vise bestemte kreditoplysninger klart, kort og på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel. Det drejer sig blandt andet om oplysninger om ÅOP, låneaftalens løbetid, det samlede beløb, der skal betales tilbage af forbrugeren, og størrelsen på ydelserne.

Det følger af straffelovens § 3, stk. 1, at skærpelser af bødeniveauet ikke har tilbagevirkende kraft.

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.