Øvrige nyheder
Otte virksomheder betaler bøde for ikke at skjule tobaks- og nikotinprodukter tilstrækkeligt
En supermarkedskæde, to kiosker, en tankstation og en række brugsforeninger har vedtaget bøder på samlet 405.000 kroner for ikke at skjule tobaks- og nikotinprodukter i deres forretninger.
Tobaks- og nikotinprodukter skal være skjult for kunder i supermarkeder, kiosker og andre steder, hvor varerne sælges. Dette forbud kaldes for udstillingsforbuddet. Hvis ikke forbuddet overholdes, kan det straffes med bøde. I otte tilfælde havde en række supermarkeder, kiosker og tankstationer ikke tildækket deres tobaks- og nikotinprodukter tilstrækkeligt. Alle virksomhederne har erkendt forholdet og valgt at betale en bøde.
Forbrugerombudsmanden fik pr. 1. januar 2025 beføjelse til at udstede administrative bødeforelæg for overtrædelser af udstillingsforbuddet. Det betyder, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig og betaler en bøde, der tilfalder statskassen.
Formålet med udstillingsforbuddet i tobaksreklameloven er særligt at beskytte børn og unge mod at blive fristet til at begynde at ryge eller anvende andre produkter med nikotin eller at friste dem til at begynde igen, hvis de er holdt op.
Butikkerne bestemmer selv, hvordan de vil skjule varerne, så længe varerne er skjult effektivt. Varerne må dog være synlige i visse tilfælde, f.eks. når der rækkes ud efter en tobaksvare, der skal sælges. Synligheden skal dog være så kortvarig som muligt, hvorfor varerne skal skjules igen i forbindelse med selve betalingen.
Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:
Udstillingsforbuddet i tobaksreklameloven er reelt et totalforbud og kan ikke gradbøjes. Og forbuddet er indført for især at beskytte vores børn og unge imod produkter med tobak og nikotin. Hvis forretningerne ikke sørger for at lære de ansatte op og sikrer, at de følger procedurerne omhyggeligt, kan det koste en bøde.
Lovgivningen på området:
Udstillingsforbuddet følger af tobaksreklamelovens § 5 a og bekendtgørelse nr. 570 af 11. februar 2021 om forbud mod synlig anbringelse og fremvisning af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter § 2.
Det er forbudt at udstille de tobaksvarer, som en butik sælger, medmindre man har en fysisk butik, der er specialiseret i salg af piber, pibetobak og cigarer. En fysisk butik, der ikke er specialiseret i salg af piber, pibetobak og cigarer, må kun vise de tobaksvarer og nikotinprodukter, som butikken sælger, efter anmodning fra køber. Det betyder, at forhandlere af tobaksvarer effektivt skal sikre, at tobaksvarerne er gemt væk, f.eks. under disken eller bag et forhæng eller en låge.
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelse af udstillingsforbuddet og har pr. 1. januar 2025 fået beføjelse til at udstede administrative bødeforelæg, jf. tobaksreklamelovens § 7 a. Det betyder, at Forbrugerombudsmanden kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist at betale en bøde, der tilfalder statskassen.
Pressekontakt:
Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.