Øvrige nyheder
Højesteret: Tryg kunne hæve priser uden varsel
Højesteret har afgjort, at Tryg Forsikring kunne hæve sine priser uden at varsle kunderne. Forbrugerombudsmanden tager dommen til efterretning.
Tryg Forsikring havde hjemmel til at hæve prisen på en stor del af sine privatkundeforsikringer uden at varsle kunderne om det. Det har Højesteret netop afgjort. I fire år hævede Tryg Forsikring i gennemsnit sine priser mellem 3,1 og 3,8 procent over indeks, og kunderne blev ikke varslet herom. Forbrugerombudsmanden tager dommen til efterretning.
Sagen vedrører Trygs prisstigninger i perioden fra marts 2016 til februar 2020, samt et vilkår i Tryg Forsikrings forsikringsbetingelser om varsel af ændringer af priser og betingelser.
Højesteret udtaler i dommen:
”God skik-bekendtgørelsens krav om, at det kun er de væsentlige ændringer, der skal varsles i forbindelse med forsikringsperiodens udløb, afspejler den balance mellem hensynet til forsikringstagerne og hensynet til forsikringsselskaberne, som ressortmyndigheden anser for at være rimelig og passende.
I lyset heraf finder Højesteret, at forsikringsvilkåret ikke kan anses for at bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser, men ligesom god skik-bekendtgørelsens § 34, stk. 1 (nu § 19, stk. 1), er udtryk for en rimelig og passende balance af de modstående hensyn.”
Og om væsentligheden af prisstigningerne udtaler retten:
”(…) Højesteret finder herefter, at prisstigningerne, som Tryg Forsikring gennemførte i perioden fra marts 2016 til februar 2020, ikke var væsentlige. De kunne derfor efter forsikringsvilkårene gennemføres til hovedforfald uden varsel.”
Forbrugerombudsmanden havde stævnet Tryg Forsikring efter at have vurderet, at vilkåret var urimeligt og dermed ugyldigt, samt at Tryg Forsikring havde handlet i strid med god skik for finansielle virksomheder. Sø- og Handelsretten gav i april 2024 Forbrugerombudsmanden medhold, mens Højesteret har frifundet Tryg Forsikring.
Tryg Forsikrings vilkår, som har været centralt for sagen, var i perioden formuleret på følgende måde:
”Vi varsler væsentlige ændringer af betingelser og/eller prisen senest 30 dage før forsikringsperioden udløber. Når du betaler for forsikringen for en ny periode, accepterer du samtidig ændringerne, og forsikringen fortsætter med de ændrede betingelser og/eller pris.”
Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:
Sø- og Handelsretten nåede forrige år til det modsatte resultat i sagen, så det er ikke lige den dom, vi havde forventet; ikke mindst ud fra hensynet til forbrugerne. Nu vil vi nærlæse dommen, men tager den så i øvrigt til efterretning.
Lovgrundlag:
Hvis en virksomhed vil ændre i en allerede indgået aftale, kræver dette efter de almindelige aftaleretlige regler, at der indgås en ny aftale om ændringerne. Ændringerne kræver altså som udgangspunkt forbrugerens forudgående og udtrykkelige accept.
Det aftaleretlige udgangspunkt kan dog fraviges ved aftale. En virksomhed kan derfor aftale med forbrugeren, at virksomheden får ret til at foretage ensidige ændringer på nogle nærmere angivne betingelser.
Vilkår, der fraviger lovgivningens deklaratoriske regler til skade for forbrugeren, er imidlertid ikke gældende, hvis disse udgør urimelige aftalevilkår efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Efter aftalelovens § 38 c, stk. 1, jf. § 36, kan aftalevilkår i forbrugeraftaler tilsidesættes, hvis det vil være i strid med hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre dem gældende.
Efter aftalelovens § 38 b, stk. 2, skal en aftale, der tilbydes forbrugeren, være udarbejdet på en klar og forståelig måde.
Disse regler gennemfører bestemmelserne i artikel 3 og 5 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.
Bilag 1 til direktivet indeholder en vejledende og ikke-udtømmende liste over vilkår, der kan betegnes som urimelige.
Ét eksempel er kontraktvilkår, hvis virkning eller formål er ”at tillade den erhvervsdrivende ensidigt at ændre kontraktvilkårene uden gyldig og i aftalen anført grund.”, jf. punkt 1, litra j i bilaget.
Det er præciseret i blandt andet bilagets punkt 2, litra b, andet pkt., at virksomheder kan forbeholde sig ret til ensidigt at ændre vilkårene i en aftale, der er indgået på ubestemt tid, forudsat at virksomheden forpligtes til at underrette forbrugeren med et rimeligt varsel, og at forbrugeren kan opsige aftalen.
Pressekontakt:
Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på telefon: 41 71 50 98.