Øvrige nyheder

Alektum har overtrådt god inkassoskik

Inkassovirksomheden Alektum A/S har tilsidesat god inkassoskik ved at udsende rykkere og inkassovarsler uden først at undersøge kravenes gyldighed. Det vurderer Forbrugerombudsmanden på baggrund af 28 klager. Alektum er enig i Forbrugerombudsmandens vurdering.

Inkassovirksomheden Alektum A/S har for virksomheden Dealhunter sendt rykkere og inkassoopkrævninger til forbrugere, uden at undersøge kravenes gyldighed. Alektums inddrivelse af kravene var alene baseret på en forudgående godkendelse af Dealhunters handelsbetingelser, hvilket ikke er tilstrækkeligt til at fastslå, om der foreligger et gyldigt skyldforhold. Alektum har dermed overtrådt god inkassoskik.

28 forbrugere klagede til Forbrugerombudsmanden mellem december 2020 og september 2023. Forbrugerne skrev i klagerne, at de havde modtaget rykkerbreve, og nogle forbrugere havde også modtaget breve med inkassovarsler fra Alektum. Alle klagerne drejede sig om forbrugernes manglende betaling af et abonnement hos Dealhunter.

Brevene fra Alektum indeholdt hverken oplysninger om tidspunktet for aftalens indgåelse, kravets størrelse eller aftalegrundlaget for kravet. Flere af klagerne oplyste til Alektum, at de ikke var blevet gjort tydeligt opmærksom på, at prisen på den vare, de ville købe hos Dealhunter, var betinget af, at de tegnede et abonnement. Dermed var det tvivlsomt, om Dealhunters krav var berettiget, hvilket Alektum skulle have undersøgt nærmere.

Det er i strid med god inkassoskik, hvis en inkassovirksomhed opkræver penge fra en forbruger, der bestrider et krav og fastholder sine indsigelser. Hvis en forbruger afviser at skylde pengene, må inkassovirksomheden i stedet gå til domstolene for at opkræve en eventuel gæld. De 28 forbrugere, der klagede til Forbrugerombudsmanden, mente ikke, de skyldte Dealhunter penge, og Alektum var ikke i stand til at dokumentere kravet.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

En inkassovirksomhed skal altid sikre sig, at et krav er berettiget og gyldigt, og den skal kunne dokumentere det. Alektum har ikke undersøgt disse forhold tilstrækkeligt forud for inddrivelsen af Dealhunters krav mod forbrugere. Det er en overtrædelse af god inkassoskik, der netop er en beskyttelse mod uberettiget og utilbørlig gældsinddrivelse, samt god markedsføringsskik efter markedsføringslovens § 3.



Alektum har efterfølgende oplyst til Forbrugerombudsmanden, at de er enige i denne vurdering, og at de efter samarbejdet med Dealhunter løbende har tilpasset sin praksis i relation til nye samarbejder.

Alektum konstaterer desuden, at selskabets håndtering, behandling og undersøgelse af forholdene vedrørende Dealhunter samt de fremsatte indsigelser i den forbindelse ikke har været tilstrækkelig.

Lovgivningen på området:

Inkassoloven

Ifølge inkassolovens § 9 skal inkassovirksomhed udøves i overensstemmelse med god inkassoskik.

Af lovbemærkningerne til bestemmelsen fremgår det blandt andet, at det vil være i strid med god inkassoskik, hvis et inkassobureau iværksætter inkassoskridt uden forinden at vurdere kravets berettigelse. Det skal altid påses, at der må antages at bestå et skyldforhold, i praksis f.eks. ved at bede om fremlæggelse af kopi af en faktura.

Det fremgår ligeledes af lovbemærkningerne, at hvis skyldneren bestrider fordringens eksistens eller opgørelsen af fordringen, vil det normalt være i strid med god inkassoskik at fortsætte inddrivelsen, medmindre nærmere undersøgelser viser, at indsigelsen ikke er berettiget. Undersøgelsens omfang må afhænge af karakteren af indsigelsen.

Markedsføringsloven

Virksomheder skal udvise god markedsføringsskik over for forbrugere. Det fremgår af markedsføringslovens § 3, stk. 1.

Inkassoaktiviteter er omfattet af markedsføringsloven og således omfattet af kravet om god markedsføringsskik.

Pressekontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.