Øvrige nyheder

Dom: Spilvirksomhed skal betale en bøde på 500.000 kroner for vildledende markedsføring af væddemål

Spilvirksomheden ElectraWorks Limited, som står bag hjemmesiden bwin.dk, skal betale en bøde på 500.000 kroner for at have vildledt forbrugere. Virksomheden havde markedsført en kampagne, hvor det var oplyst, at man kunne spille risikofrit, selvom der var en økonomisk risiko forbundet med at placere et væddemål på hjemmesiden.

Spilvirksomheden ElectraWorks Limited markedsførte en kampagne med ordlyden ”Risikofrit spil op til 1000 kr.” og ”Risikofrit spil op til 500 kr.” i perioden fra oktober 2020 til december 2022. Det fremgik imidlertid af betingelserne for kampagnen, at forbrugeren ved tab af væddemålet blev tildelt et ”Freebet”, som ville kunne bruges til at placere et nyt væddemål. Hvis dette nye væddemål blev vundet, ville alene nettogevinsten blive udbetalt til forbrugeren.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte ElectraWorks Limited i maj 2024 efter at have modtaget en klage fra en forbruger.

Forbrugeren havde set en annonce for kampagnen ”Risikofrit spil op til 1000 kr.” og valgte på hjemmesiden bwin.dk at placere et væddemål på 1000 kr., som han tabte. Han fik et ”Freebet” svarende til 1000 kr., og dette ”Freebet” benyttede han til et nyt væddemål, som han vandt, men det var alene forskellen på 15 kr., som han kunne få udbetalt som gevinst.

Virksomheden valgte under sagen at erkende sig skyldig i overtrædelsen.

Københavns Byret idømte spilvirksomheden en bøde på 500.000 kroner for vildledende markedsføring ved ”Risikofrit spil” -kampagnen. 

Bøden blev fastsat med udgangspunkt i det dobbelte af de markedsføringsomkostninger, der ifølge virksomheden var blevet anvendt til at markedsføre kampagnen.

Det fremgår af Københavns Byrets dom vedrørende strafudmålingen: 

”(…) retten [finder] efter en samlet vurdering og henset til overtrædelsens grovhed - herunder at den ulovlige markedsføring har stået på i flere år, og at der er tale om markedsføring af spil rettet mod bl.a. unge og med henblik på at introducere nye kunder til spil, hvilket tilsiger en særlig grad af forsigtighed - at bøden som udgangspunkt skal fastsættes til 1.000.000 kr.” 

Retten valgte dog at nedsætte bøden til det halve på grund af lang sagsbehandlingstid både ved retten og forud for sagens fremsendelse til retten. 

Københavns Byret fastsatte således bøden til 500.000 kr.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

Når en spilvirksomhed markedsfører sig med, at forbrugere kan spille ’risikofrit’, så siger det sig selv, at de ikke skal udsættes for en økonomisk risiko ved at placere et væddemål. Det er derfor vigtigt for mig at understrege, at det helt utvivlsomt er vildledende at markedsføre sig med, at et spil er ’risikofrit’, hvis der ikke vitterligt er tale om, at forbrugeren ikke risikerer at tabe penge.



Københavns Byrets sagsnummer: SS 1-15911/2024

Lovgivningen på området:

Det fremgår af markedsføringslovens § 5, stk. 1, at markedsføring ikke må indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte. 

Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 1, må virksomheder heller ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.