Øvrige nyheder

Forbrugerombudsmanden politianmelder BSH Hvidevarer A/S for greenwashing

BSH Hvidevarer A/S, producenten af Bosch husholdningsapparater, er blevet politianmeldt for at have markedsført vaskemaskiner med navnlig bæredygtighedsudsagn i en reklamefilm, der blandt andet blev vist i tv. Forbrugerombudsmanden vurderer, at reklamen var vildledende.

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt BSH Hvidevarer A/S for at vildlede forbrugerne med grønne udsagn. Virksomheden har i en reklamefilm for vaskemaskiner af mærket Bosch brugt udsagn som ”Live like aBosch – bæredygtighed, der holder” og ”Saving water, acting green – like a Bosch”. Reklamefilmen blev vist i 2024 og 2025 i reklamepauser på TV3+, TV3 Max, See og Pluto TV samt i annoncer på YouTube og Meta-platforme. 

I reklamefilmen blev bæredygtighedsudsagnet anvendt to gange, og forbrugerne kunne dermed ikke undgå at blive eksponeret for det, og det blev ikke forklaret nærmere, hvad der gjorde vaskemaskinen bæredygtig. BSH Hvidevarer har til Forbrugerombudsmanden oplyst, at det bæredygtige blandt andet består i, at vaskemaskinen selv doserer mængden af sæbe og vand i forhold til mængden af tøj. 

Forbrugerombudsmanden vurderer, at reklamefilmen var vildledende, allerede fordi forbrugerne ikke fik tilstrækkelige informationer til at kunne forstå bæredygtighedsudsagnet og dermed markedsføringen, herunder hvad der var bæredygtigt, og hvorfor og hvordan det var bæredygtigt. 

Derudover er selvdosering af vaskemiddel en funktion, som også andre vaskemaskiner er udstyret med, og derfor kan selvdosering ikke fremhæves som noget særligt i markedsføringen eller begrunde et bæredygtighedsudsagn, vurderer Forbrugerombudsmanden.

Forbrugerombudsmanden tog sagen op til behandling af egen drift.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger: 

Virksomheders markedsføring skal ifølge markedsføringsloven være klar og tydelig, så den ikke er til at misforstå. Udsagn om bæredygtighed risikerer meget nemt at være vildledende, da de er vage og tvetydige og derfor kan opfattes på mange måder af forbrugerne.

 

Det er vildledende at markedsføre en egenskab ved et produkt som en fordel, hvis egenskaben er sædvanlig for tilsvarende produkter, som forbrugerne kan vælge imellem – så er der jo reelt ikke tale om en fordel.



Lovgivningen på området:

Ifølge markedsføringslovens § 5 må markedsføring ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne, uanset om oplysningerne i markedsføringen er faktuelt korrekte. 

Ifølge markedsføringslovens § 6 må virksomheder ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger i markedsføringen eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde. 

Hvis vildledningen egner sig til at få forbrugeren til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet, jf. markedsføringslovens § 8, kan den erhvervsdrivende straffes med bøde, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 3.

Ifølge markedsføringslovens § 13 skal den erhvervsdrivende kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold.

Pressekontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.