Øvrige nyheder

Bilforhandlere orienteres om reglerne for samtykke til markedsføring

Forbrugerombudsmanden har fundet anledning til at orientere Skandinavisk Motor Co. A/S, Semler Mobility Retail A/S og Next Mobility Slagelse A/S om reglerne for indhentelse af samtykke til markedsføring. Det sker, efter Forbrugerombudsmanden vurderer, at de tre selskabers proces herfor gør det svært at sikre, at der er givet gyldigt samtykke.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at Skandinavisk Motor Co. A/S, Semler Mobility Retail A/S og Next Mobility Slagelse A/S’ proces for indhentelse af samtykke til markedsføring gør det svært at sikre, at de indhentede samtykker, er gyldige, herunder at forbrugerne oplyses tilstrækkeligt om rækkevidden af samtykket. Forbrugerombudsmanden har derfor orienteret de tre selskaber om reglerne.
 
Sagen udspringer af tre forbrugeres klager over uanmodede elektroniske henvendelser fra forskellige selskaber ejet af Skandinavisk Motor Co. A/S og Semler Mobility Retail A/S, som er en del af Semler koncernen, samt fra Next Mobility Slagelse A/S, som indgår i koncernens autoriserede netværk.

Klagerne omhandler sms’er og mails, som forbrugerne har modtaget, hvori de bliver bedt om at bekræfte deres samtykke til markedsføring, selvom forbrugerne ikke mener, at de har givet et sådant samtykke. De pågældende sms’er og mails blev sendt til forbrugerne, efter at de havde været i kontakt med en bilforhandler eller et værksted i Semler koncernen eller en forhandler eller servicepartner i Semlers autoriserede netværk.

De tre selskaber har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at de anvender en såkaldt dobbelt opt-in-model til indhentelse af samtykke til markedsføring. Fremgangsmåden er derfor, at der indhentes mundtligt samtykke til at kontakte de pågældende forbrugere inden udsendelsen af sms’er og mails om bekræftelse af samtykke.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at fremgangsmåden hos de tre selskaber kan betyde, at ikke alle kunder får de oplysninger, som er nødvendige for, at et samtykke til markedsføring er gyldigt. Forbrugerombudsmanden har navnlig henvist til, at samtykket vedrører markedsføring fra et meget stort antal virksomheder og på flere forskellige kommunikationsformer. 

Hvis virksomhederne, som samtykket vedrører, efterfølgende retter henvendelse til kunderne, enten elektronisk eller telefonisk, uden at kunderne har givet gyldigt samtykke til markedsføring, vil henvendelserne være i strid med spamforbuddet og forbuddet mod telefonsalg.

Det er den virksomhed, der markedsfører sig, som har ansvaret for, at der er indhentet gyldigt samtykke til markedsføring, og således at markedsføringen er lovlig. Derfor er alle virksomhederne, som samtykket vedrører, ansvarlige for overholdelse af reglerne. 

De tre selskaber har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at de nu har ændret deres fremgangsmåde for indhentelse af samtykke til markedsføring. 

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

Virksomheder skal være meget grundige, når de indhenter samtykke til markedsføring. De skal bl.a. sikre sig, at forbrugerne klart og tydeligt bliver oplyst om, hvad det er, de helt præcis giver samtykke til. Er det ikke tilfældet, overtræder virksomheden forbuddene mod uanmodet markedsføring, hvis virksomheden alligevel kontakter forbrugerne.



Links:

 

Lovgivningen på området:

Virksomheder må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring, medmindre modtageren har givet sit forudgående samtykke hertil. Det følger af det såkaldte spamforbud i markedsføringslovens § 10, stk. 1.

At samtykket skal være forudgående betyder, at en virksomhed ikke må henvende sig ved brug af elektronisk post og bede om modtagerens samtykke til, at virksomheden kan sende markedsføring. Det skyldes, at en henvendelse, hvor virksomheden beder om et samtykke, i sig selv er markedsføring.

Et samtykke til markedsføring skal være udtryk for en frivillig, informeret, utvetydig og specificeret viljetilkendegivelse, jf. markedsføringslovens § 2, nr. 14.

Overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 1, kan straffes med bøde, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 3.

Forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, indeholder et forbud mod uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugere. Det følger af bestemmelsen, at det som udgangspunkt kun er lovligt at rette telefonisk henvendelse til en forbruger med henblik på at indgå en aftale, såfremt forbrugeren forudgående har anmodet om henvendelsen. 

Kravene til et samtykke til telefonisk markedsføring svarer i det væsentligste til kravene til et samtykke til elektronisk markedsføring

Overtrædelse af forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, kan straffes med bøde, jf. forbrugeraftalelovens § 34, stk. 3.

Pressekontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.

 

Kend reglerne for samtykke til markedsføring

  • Virksomheder må som udgangspunkt ikke kontakte en forbruger på telefon, mail, sms m.v. med henblik på markedsføring, medmindre forbrugeren har givet forudgående samtykke.
  • Et samtykke til markedsføring skal altid være afgivet frivilligt, og forbrugeren skal være klar over, at forbrugeren giver samtykke til markedsføring.

  • Det skal fremgå klart og tydeligt, hvad forbrugeren giver samtykke til, herunder hvilke virksomheder der kan komme markedsføring fra, og hvordan forbrugeren kan blive kontaktet.

  • Forbrugeren skal altid kunne trække sit samtykke tilbage, og samtykket ophører, så snart virksomheden modtager meddelelsen om tilbagekaldelsen.

  • Virksomheder er ansvarlige for, at de samtykker, de benytter, er gyldige. Det gælder også, hvis det er en anden virksomhed eller samarbejdspartner, som har indhentet samtykket.

Kilde: Forbrugerombudsmanden