Øvrige nyheder
Tre personer får fængselsstraf for abonnementsfælder
En person har fået fem års fængsel for gennem flere år at have stået bag virksomheder med abonnementsfælder. I en anden sag har to personer fået henholdsvis to år og to og et halvt års fængsel for ligeledes at have stået bag abonnementsfælder. Den første sag er afgjort ved Retten i Glostrup og den anden ved Retten i Randers. Begge domme fastslår, at der var tale om bedrageri af særligt grov beskaffenhed.
Retten i Glostrup og Retten i Randers har idømt fængselsstraffe til bagmændene i to forskellige sager om abonnementsfælder. I begge domme fastslås det, at der var tale om bedrageri af særligt grov beskaffenhed.
Forbrugerombudsmanden modtog et omfattende antal klager i begge sager fra forbrugere, der uden at vide det var blevet bundet til et abonnement efter at have købt en vare på en hjemmeside. Forbrugerombudsmanden politianmeldte sagerne i henholdsvis 2019 og 2021.
Den ene sag vedrører abonnementsfælder over en lang årrække på hjemmesiderne www.pluus.dk, www.pluus.se, www.pluuz.de, www.buuks.dk, www.buuks.se, www.sayve.dk og www.sayve.se. Den anden sag omhandler abonnementsfælder på hjemmesiden www.copenhagenlashes.dk i en periode på to måneder.
Den tidligere direktør i virksomhederne Group Buy ApS, Buuks DK ApS og Sayve ApS (alle tre virksomheder er opløst efter konkurs), der stod bag de danske, tyske og svenske hjemmesider, er blevet idømt fem års fængsel ved Retten i Glostrup. I en periode på over seks år mellem 2017 og 2023 blev forbrugere ved køb af en vare på hjemmesiderne bundet til et abonnement uden at være blevet gjort klart og tydeligt opmærksom herpå. På hjemmesiderne blev der blandt andet solgt husholdningsartikler, bøger og elektronik.
Det fremgår af dommen, at virksomhederne bag de syv hjemmesider i hvert fald havde haft abonnementsindtægter på 150 millioner danske kroner, 100 millioner svenske kroner og 3.2 millioner euro.
Ved strafudmålingen har Retten i Glostrup lagt vægt på følgende:
”Retten har ved strafudmålingen i skærpende retning lagt vægt på karakteren og omfanget af sagen, herunder det store antal personer, der er blevet bedraget eller forsøgt bedraget, de samlede beløb, at kriminaliteten er udført over en årrække og er fortsat efter politianmeldelserne, og at kriminaliteten er begået som led i erhvervsvirksomhed og således systematisk og organiseret”.
Der blev desuden konfiskeret 1.886.463,00 kroner hos den dømte.
Højesteret kom i en civil sag fra december 2023 - vedrørende de samme virksomheder - frem til, at forbrugere, der havde købt varer på hjemmesiderne, ikke var bundet af abonnementsaftalerne. Højesteret bemærkede dengang, at abonnementsbetalingerne var opnået ved en fremgangsmåde, der måtte anses for groft vildledende og klart retsstridig.
Den anden sag omhandler bagmændene til virksomheden Ecom IVS (nu opløst efter konkurs), der stod bag hjemmesiden www.copenhagenlashes.dk. Her er de to bagmænd blevet idømt henholdsvis 2 år og 2 år og 6 måneders fængsel, hvor den sidstnævnte fik skærpet sin dom, fordi han tidligere var straffet for lignende kriminalitet.
I de to sidste måneder af 2020 markedsførte Ecom IVS på www.copenhagenlashes.dk et tilbud på diverse øjenvippeprodukter. Det fremgik ikke tydeligt, at kunderne ved købet desuden blev tilmeldt et abonnement på ikke under 260 kroner om måneden.
Der var ifølge dommen fra Retten i Randers foretaget indbetalinger på virksomhedens konto for abonnementsbetalinger på ikke under 3,1 millioner kr. fordelt på ikke under 5.930 transaktioner. Omkring halvdelen af det beløb har forbrugerne dog fået tilbage via charge back eller gennem refunderinger fra deres bank.
I december 2020 udsendte Forbrugerombudsmanden en pressemeddelelse, hvori forbrugere blev advaret mod at benytte www.copenhagenlashes.dk. Forinden havde Forbrugerombudsmanden først orienteret Ecom IVS om reglerne og siden taget en sag op om overtrædelse af markedsføringsloven, hvilket ikke fik virksomheden til at stoppe sin praksis.
I dommen fra Retten i Randers står der blandt andet, at:
”[…] selskabet uanset vejledning fra Forbrugerombudsmanden, uanset høringen den 7. oktober 2020 og uanset klager fra kunderne i november og december 2020 fortsatte den vildledende markedsføring, hvorved selskabet udnyttede en vildfarelse hos kunderne om, at de købte serumprodukter uden samtidig at tilmelde sig en abonnementsordning med en bindingsperiode, og hvor selskabet gemte kundernes kreditkortoplysninger for at reservere og efterfølgende hæve dobbelt abonnementsbetaling på kundens konti den 30. eller 31. december 2020 med en månedlig betaling på ikke under 260 kr.”
Retten i Randers har ved udmåling af straffen til de to dømte i skærpende retning vægt på den professionelle og organiserede tilrettelæggelse, det økonomiske omfang, antallet af involverede kunder i sagen, og at forholdet blev begået i forening.
Forbrugerombudsmanden har i begge sager oversendt bevissikring for abonnementsfælderne til politiet.
De tre dømte i de to sager har anket dommene til henholdsvis Østre Landsret og Vestre Landsret.
Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:
Det står klart, at bagmændene i begge sager helt bevidst har udnyttet, at forbrugerne ikke har været klar over, at de ved at købe et produkt på hjemmesiderne også er blevet tilmeldt et abonnement. Retten i Glostrup og Retten i Randers har ved at idømme de tre bagmænd fængselsstraffe – i den ene sag 5 år - for groft bedrageri sendt et meget klart signal om, at der bliver slået hårdt ned på abonnementsfælder. Jeg ser det som en meget stor sejr for forbrugerbeskyttelsen i Danmark.
Sager om abonnementsfælder har fyldt meget hos Forbrugerombudsmanden i de seneste 10 år, og vi har ført en lang række sager ved domstolene for overtrædelse af markedsføringsloven. Der er i sagerne udmålt bøder til virksomhederne og i visse tilfælde også til direktørerne samt konfiskeret udbytte opnået ved abonnementsfælderne, og nu ser vi altså, at der også kan udmåles fængselsstraffe til bagmændene.
Det bedste råd, jeg kan give til forbrugerne, er, at man skal være opmærksom, når man handler på en hjemmeside, man ikke har handlet på før. Prøv at undersøge, hvad andre har sagt og skrevet om hjemmesiden og virksomheden bag. Hold også øje med din konto og reagér hurtigt og kontakt din bank, hvis du opdager, at der er trukket beløb fra din konto, som du ikke kan genkende.
Du kan læse Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse om Højesterets afgørelse fra december 2023 om tilbagebetaling af abonnementsbetalinger til forbrugere her.
Sagsnummer fra Retten i Glostrup: S41-2479-2025
Sagsnummer fra Retten i Randers: 3-1694/2025
Lovgivningen på området:
Det fremgår af straffelovens § 279, at for bedrageri straffes den, som, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved retsstridigt at fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse bestemmer en anden til en handling eller undladelse, hvorved der påføres denne eller nogen, for hvem handlingen eller undladelsen bliver afgørende, et formuetab.
Herudover følger det af straffelovens § 286, stk. 2, at straffen kan stige til fængsel indtil 8 år, når de i §§ 278-280 og 283 nævnte forbrydelser er af særligt grov beskaffenhed navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening, eller som følge af omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser er begået.
Det fremgår af markedsføringslovens § 5, stk. 1, at markedsføring ikke må indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.
Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 1, må virksomheder heller ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
Pressekontakt:
Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.