Øvrige nyheder
Ikano Bank skal betale en bøde på 2 mio. kr. for vildledende markedsføring af kreditaftaler
Banken tilbød forbrugere med et IKEA Shoppingkort at få udbetalt deres ”rådighedsbeløb”, men oplyste ikke, at der reelt var tale om et lån forbundet med omkostninger. Derudover havde banken markedsført shoppingkortet som rente- og gebyrfrit uden tydeligt at oplyse, at rente- og gebyrfriheden kun gjaldt for køb, som blev foretaget i de første 60 dage.
Retten i Glostrup har idømt Ikano Bank en bøde på 2 mio. kr. for at overtræde markedsføringsloven.
Banken sendte i februar 2023 et kampagnebrev til 4.627 eksisterende kunder med tilbud om, at de kunne få udbetalt et ”rådighedsbeløb” fra deres IKEA Shoppingkort. Det fremgik ikke af brevet, at der i virkeligheden var tale om et lån i form af træk på en kredit, som medførte omkostninger for forbrugeren. Retten vurderede, at brevets indhold og formuleringerne var vildledende, da vilkårene for og konsekvenserne ved at få udbetalt rådighedsbeløbet ikke fremgik af brevet.
På IKEAs hjemmeside markedsførte banken IKEA Shoppingkortet med udsagn om, at kunder kunne få en kredit på op til 130.000 kr. uden renter og gebyrer. Tilbuddet gjaldt dog kun for træk inden for de første 60 dage, mens efterfølgende træk på kontoen blev forrentet med en variabel rentesats på 14,5 %. Betingelserne for omkostningsfriheden fremgik ikke tydeligt, da forbrugerne bl.a. skulle scrolle ned på hjemmesiden for at finde dem. Retten vurderede, at hjemmesidens indhold og opsætning var vildledende, og at banken herved havde udeladt væsentlige oplysninger om størrelsen af de gebyrer og renter, der ville påløbe efter de første 60 dage.
Retten vurderede desuden, at banken ikke havde angivet kreditomkostningerne på en klar, kort og fremtrædende måde og ved hjælp af repræsentative eksempler. Banken havde dermed også overtrådt kreditoplysningspligten i markedsføringslovens § 18.
Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:
Vi er tilfredse med dommen, der understreger, at det skal stå klart og tydeligt for forbrugerne, når de optager gæld, og hvilke forpligtelser det nu indebærer. Når virksomheder markedsfører lån som særlige tilbud (fx rente- og gebyrfrihed), skal betingelserne og begrænsningerne i tilbuddet fremgå tydeligt allerede i det første budskab. Lån og andre finansieringsprodukter kan være komplekse og svære at gennemskue, så det er afgørende, at forbrugerne får et klart og retvisende billede af, hvad de siger ja til.
Retten i Glostrups sagsnummer er SS-5820/2025.
Lovgivningen på området
Ifølge markedsføringslovens § 5, må markedsføring ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne.
Ifølge markedsføringslovens § 6, må virksomheder ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger i markedsføringen eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
Det er en betingelse for, at der er handlet i strid med §§ 5 og 6, at den pågældende handelspraksis er egnet til at få forbrugeren til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet, jf. § 8.
Ifølge markedsføringslovens § 18, skal virksomheder, der markedsfører lån til forbrugere og oplyser en rente eller en talstørrelse, vise bestemte kreditoplysninger klart, kort og på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel. Det drejer sig blandt andet om oplysninger om ÅOP, låneaftalens løbetid, det samlede beløb, der skal betales tilbage af forbrugeren, og størrelsen på ydelserne.
Pressekontakt
Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.