Afgørelse

Sagsnummer
24/05249

Lovgivning

  • Aftaleloven
  • § 36
  • § 38 b
  • § 38 c
  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 3, stk. 1

En ladeoperatør havde ikke gyldig hjemmel til at ændre eksisterende kunders aftaler

Forbrugerombudsmanden vurderede, at en ladeoperatør ikke havde gyldig hjemmel til at indføre et energitillæg og ændre beregningsmetoden på sin tilbagebetalingssats.

En ladeoperatør, som leverer opladningsabonnementer til el-biler og plugin-hybrid-biler, havde flere urimelige og dermed ugyldige ændringsvilkår i sine aftaler.

 

I 2022 modtog Forbrugerombudsmanden klager fra flere forbrugere over, at ladeoperatøren indførte et midlertidigt energitillæg. Flere af forbrugerne klagede også over, at ladeoperatøren ændrede beregningsgrundlaget for tilbagebetalingssatsen på kundernes strømforbrug fra ladebokse. Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at den ændrede beregningsmetode i realiteten var en prisstigning, fordi den indebar, at ladeoperatøren beregnede tilbagebetalingssatsen som et gennemsnit af elprisen i nattetimerne, hvor el generelt er billigst.

 

Ved at indføre energitillægget og ændre tilbagebetalingssatsen uden gyldig hjemmel handlede ladeoperatøren i strid med god markedsføringsskik.

 

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse gav ladeoperatørens ændringsvilkår ikke forbrugerne mulighed for på grundlag af klare og forståelige kriterier at forudse, hvornår og under hvilke omstændigheder der kunne ske ændringer af deres elaftale. Ændringsvilkårene var derfor urimelige og ugyldige.

 

Under sagens behandling oplyste ladeoperatøren, at langt størstedelen af de berørte kunder var blevet varslet om indførelsen af energitillægget og den ændrede tilbagebetalingssats med henvisning til ændringsvilkåret i et specifikt sæt vilkår fra 2022.

 

Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at selv hvis ændringsvilkåret fra 2022 havde været gyldigt, gav vilkåret ikke ladeoperatøren hjemmel til i bindingsperioden at ændre abonnementsprisen og øvrige priser og gebyrer. Sådan som ændringsvilkåret var formuleret, måtte vilkåret fortolkes sådan, at ændringsvilkåret ikke gav ladeoperatøren hjemmel til i bindingsperioden ensidigt at indføre det omtvistede energitillæg eller ændre beregningsmetoden på tilbagebetalingssatsen. Ændringsvilkåret var uklart formuleret, hvilket ladeoperatøren måtte bære risikoen og ansvaret for.

 

Lovgrundlag:

 

Ensidige ændringer af aftaler

 

Når en aftale mellem en forbruger og en virksomhed indeholder et aftalevilkår om, at virksomheden ensidigt kan ændre aftalen, så er der som udgangspunkt en betydelig skævhed i aftaleforholdet mellem virksomheden og forbrugeren. Det vil være i strid med hæderlig forretningsskik og redelig handlemåde, hvis virksomheden gør et sådant aftalevilkår gældende.

 

Der er dog undtagelser, som giver virksomheder og forbrugere mulighed for at indgå aftaler, som giver virksomheden ret til ensidigt at ændre i aftalen. Det kræver, at aftalevilkårene ikke er urimelige eller bevirker en betydelig skævhed i aftaleforholdet til ugunst for forbrugeren, jf. aftaleloven § 36 og § 38c.

 

For at et ensidigt ændringsvilkår ikke er ugyldigt, så skal det som det helt klare udgangspunkt opfylde følgende betingelser:

 

·       Aftalevilkåret skal på en klar og forståelig måde beskrive hvilke omstændigheder, der kan begrunde en ændring, og hvilke retningslinjer der gælder for sådanne ændringer. Hvis der er tale om standardvilkår, følger dette også af aftalelovens § 38 b, stk. 2,

·      den erhvervsdrivendes ændringsadgang må ikke være ubegrænset eller vilkårlig,

·       den erhvervsdrivende skal være forpligtet til at give forbrugeren et individuelt varsel om ændringerne i rimelig tid, inden de træder i kraft. Varslet skal indeholde en klar og forståelig beskrivelse af ændringens omfang, begrundelsen for ændringen og om forbrugernes ret til at opsige aftalen, og

·        forbrugeren skal have ret til at opsige aftalen, inden ændringerne træder i kraft, hvis forbrugeren ikke kan acceptere de nye ændringer.

Koncipistreglen

 

Koncipistreglen siger, at uklarhed omkring aftalers fortolkning må komme koncipisten til skade.

 

Hvis der er tvivl om forståelsen af et aftalevilkår, der ikke har været indi-viduelt forhandlet, skal vilkåret forstås på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren, jf. aftalelovens § 38 b, stk. 1.

 

Markedsføringslovens bestemmelser om god markedsføringsskik

 

Erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugere, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1.