Afgørelse

Sagsnummer
19/01509

Lovgivning

  • Aftaleloven

Forbruger fik medhold i parkeringssag i Højesteret

Højesteret frifandt en forbruger, der havde betalt for parkering til et forkert område, fordi han accepterede den fejlagtige områdekode, som en virksomheds app foreslog. Forbrugeren skulle derfor ikke betale den parkeringsbøde, han var blevet opkrævet. Forbrugerombudsmanden var indtrådt i sagen for Højesteret til støtte for forbrugeren.

Forbrugeren havde i juni 2018 parkeret sin bil i Aarhus i parkeringsområde 406. Betalingen foregik via en parkerings-app. På appen fik forbrugeren vist et gps-genereret kort med en markør, der placerede bilen på det sted, som mobiltelefonens gps-funktion havde videreformidlet til appen. Appen viste dog fejlagtigt, at bilen holdt i område 104, og forbrugeren accepterede parkeringen. Appen advarede ikke forbrugeren om at kontrollere, om det automatisk viste parkeringsområde svarede til bilens placering. Men i appens standardvilkår stod, at kunden skulle sikre sig, at en foreslået områdekode svarede til bilens placering.

I dommen skrev Højesteret:

”Højesteret finder under disse omstændigheder, at [parkeringsselskabet] må bære risikoen for, at [forbrugeren] ved anvendelsen af appen betalte for parkering i område 104 i stedet for område 406, og at [parkeringsselskabet] derfor ikke kan fastholde den pålagte kontrolafgift for bilens parkering i område 406.”.

Forbrugeren førte selv sagen i alle tre instanser, og for Højesteret indtrådte Forbrugerombudsmanden til støtte for forbrugeren. Forbrugerombudsmanden gjorde blandt andet gældende, at parkeringsselskabet var ansvarlig for deres samarbejdspartners app, herunder dens indretning og oplysningerne i selve appen.

Forbrugerombudsmanden fremhævede også for Højesteret, at samarbejdspartnerens app havde den tekniske begrænsning, at den under visse omstændigheder viste fejlagtige gps-placeringer, så forbrugeren fik en forkert opfattelse af bilens placering. Forbrugerens betaling for parkering i et andet område, skyldtes derfor navnlig appens indretning. Forbrugerombudsmanden fremhævede også, at appen ikke oplyste forbrugeren om denne risiko for gps-placeringsfejl.

Højesterets dom ændrede Vestre Landsrets dom fra maj 2020, hvor forbrugeren tabte sagen