Afgørelse

Sagsnummer
18/07868

Lovgivning

  • § 38 c
  • § 36

Producent af elektroniske produkter fjernede urimelige vilkår om dataindsamling på 15 produkter

På 15 produkter solgt i Danmark havde en producent af elektroniske produkter brugervilkår, som gav producenten og unavngivne tredjemænd ubegrænset adgang til at indsamle og overvåge data fra de computere og enheder, som forbrugerne havde koblet til produktet. Forbrugerombudsmanden vurderede, at vilkårene var urimelige og skulle bortfalde. Producenten fjernede herefter de urimelige vilkår.

Brugervilkårene om indsamling og overvågning omhandlede 15 forskellige produkter hos producenten, herunder Blu-ray afspillere og højttalere.

Forbrugerne fik først kendskab til vilkårene om indsamling og overvågning af brugernes data efter, produktet var købt, og de kunne ikke tage produktet i brug, før vilkårene var accepteret.

Vilkårene var formuleret generelt og gav producenten og unavngivne tredjemænd ubegrænset adgang til at indsamle og overvåge data fra brugernes computere og enheder, der var koblet sammen med produktet. Forbrugerombudsmanden vurderede, at producentens vilkår om indsamling og overvågning var i strid med aftaleloven, og at vilkårene kunne tilsidesættes, da de var formuleret uklart og uforståeligt og medførte en betydelig skævhed i forholdet mellem den erhvervsdrivende og forbrugerne.

Efter Forbrugerombudsmandens henvendelse fjernede producenten vilkårene om indsamling og overvågning og informerede forbrugerne om ændringerne på sin hjemmeside.