Afgørelse

Sagsnummer
20/01439

Lovgivning

  • § 38 c
  • § 36
  • Aftaleloven
  • Lov om finansiel virksomhed
  • 43

Tavshedsklausuler var urimelige og ugyldige

Bank overtrådte god skik for finansielle virksomheder ved at pålægge en forbruger urimelige og ugyldige tavshedsklausuler som betingelse for et forlig af en tvist om forbrugerens låneaftaler

En bank havde betinget et forlig med en forbruger af, at han hverken privat eller offentligt måtte udtale sig om forliget med banken. Desuden skulle han tilbagekalde sin klage til Forbrugerombudsmanden.

Forbrugeren havde klaget til Forbrugerombudsmanden over utilstrækkelig kreditvurdering af forbrugeren. Under Forbrugerombudsmandens behandling af sagen tilbød banken forbrugeren et forlig, hvis forbrugeren efterlevede de to klausuler.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at de to klausuler var urimelige og i strid med hæderlig forretningsskik, fordi de fratog forbrugeren centrale rettigheder som ytringsfriheden og adgangen til håndhævelsesmyndigheder og juridisk bistand. Virksomheder kan efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke forpligte forbrugerne til at give afkald på disse rettigheder.

Det var alene de to klausuler i forliget, som efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var ugyldige. Selve forliget, der afsluttede den civilretlige tvist mellem forbrugeren og banken, stod som sådan ved magt.

Banken meddelte Forbrugerombudsmanden, at den ikke ville håndhæve klausulerne.