Afgørelse
Sagsnummer
22/07995
Lovgivning
- § 36
- § 38 c
- § 38 b
- 3, stk. 1
Uberettiget ændring af el- og gaskunders fastprisaftaler til variable prisaftaler
Forbrugerombudsmanden vurderede, at et energiselskabs ændringsvilkår i deres salgs- og leveringsbestemmelse for el og naturgas til privatkunder udgjorde et urimeligt aftalevilkår. Det betød, at ændringsvilkåret var ugyldigt og derfor skulle tilsidesættes. Derudover vurderede Forbrugerombudsmanden, at energiselskabet havde tilsidesat god markedsføringsskik. Energiselskabet var derfor ikke berettiget til at ændre sine el- og gaskunders aftaler fra fast pris til variabel pris.
Forbrugerombudsmanden modtog en klage over et energiselskabs varsling af ændring af en forbrugers to fastprisaftaler vedrørende el og naturgas til variable prisaftaler. Fastprisaftalerne var indgået for en aftaleperiode på to år. Energiselskabet varslede prisændringen i august 2022 med virkning fra november 2022. Energiselskabet havde fem måneder inden varslingen indgået en toårig fastprisaftale med en forbruger. Selskabet begrundede suspenderingen af sine fastprisaftaler med henvisning til ”helt ekstraordinære markedsforhold”.
Energiselskabet oplyste, at fastprisaftalerne var blevet suspenderet med henvisning til selskabets leveringsbestemmelser, som de anså for at udgøre en tilstrækkelig klar og præcis hjemmel til at ændre fastprisaftalerne til variable prisaftaler henset til den ekstraordinære markedssituation for energi.
Energiselskabet oplyste videre, at leveringsbestemmelserne var baseret på reglerne i elleveringsbekendtgørelsen, herunder særligt § 4, og de tilsvarende regler i naturgasleveringsbekendtgørelsen.
Derudover oplyste energiselskabet, at selskabet havde sendt tilsvarende varslingsbreve til i alt 3.067 kunder.
Det aftaleretlige grundlag for ændring af kundernes fastprisaftaler
Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at energiselskabets ændringsvilkår i selskabets leveringsbestemmelser ikke opfyldte gennemsigtighedskravet i aftalelovens § 38 b, stk. 2. Ændringsvilkåret gav efter sin ordlyd energiselskabet en ubegrænset ret til at foretage ændringer i leveringsbestemmelserne, da ændringsvilkåret ikke indeholdt en angivelse af, hvilke omstændigheder der skulle være indtrådt for, at energiselskabet kunne opnå retten til at ændre aftalen.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at ændringsretten for energiselskabet var ubegrænset, ubegrundet og uspecificeret, hvilket medførte en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse udgjorde ændringsvilkåret derfor et urimeligt aftalevilkår, der skulle tilsidesættes efter aftalelovens § 38 c, stk. 1, jf. § 36, stk. 1.
Energiselskabets ændring af kundernes fastprisaftale skete derfor uden gyldig hjemmel i aftalen. Som følge heraf var kunderne ikke bundet af den varslede ændring, og de havde ret til at få leveret el og naturgas til den aftalte fastpris i aftaleperiodens længde.
Da energiselskabet havde anvendt et urimelig aftalevilkår i sine leveringsbestemmelse, havde energiselskabet også handlet i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1.
Forbrugerombudsmanden fandt også anledning til at bemærke, at selv hvis energiselskabets ændringsvilkår isoleret set var gyldig, ville en sådan hjemmel næppe kunne give energiselskabet adgang til at forhøje prisen på selskabets fastprisaftaler, der i deres natur har til formål at sikre forbrugeren mod prisstigninger i en tidsbestemt periode på to år, herunder i tilfælde af ændringer på energimarkedet. En tidsbestemt fastprisaftale ville være uden indhold, hvis selskabet frit kunne ændre eller opsige aftalen, når prisen udviklede sig til selskabets ulempe.
Særligt i forhold til elleveringsbekendtgørelsen og naturgasleveringsbekendtgørelsen
Oplysningen om, at energiselskabets leveringsbestemmelser var baseret på elleveringsbekendtgørelsen, herunder særligt § 4, og de tilsvarende regler i naturgasleveringsbekendtgørelsen, gav Forbrugerombudsmanden anledning til at bemærke, at elleveringsbekendtgørelsens § 4 ikke udgør en hjemmel for elselskaber til at foretage ensidige aftaleændringer i aftaler med forbrugere. Bestemmelsen friholder således ikke elselskaber fra at have en gyldig hjemmel i aftalen med forbrugerne til at foretage ensidige aftaleændringer. Tilsvarende gælder i forhold til § 4 i naturgasleveringsbekendtgørelsen.