Afgørelse

Sagsnummer
24/05290

Lovgivning

  • Betalingsloven - gældende
  • § 81

Restaurantvirksomhed vedtager bøde på 40.000 kr. for overtrædelse af kontantreglen

En restaurantvirksomhed havde afvist at tage imod betaling med kontanter i fire af virksomhedens restauranter.

Forbrugerombudsmanden havde modtaget to klager over, at en restaurantvirksomhed ikke tog imod kontanter i fire af virksomhedens restauranter. På hjemmesiderne for tre af restauranterne oplyste restauranterne desuden selv, at kunder ikke kunne betale med kontanter.

Det følger af betalingslovens § 81, stk. 1, at betalingsmodtagere er forpligtet til at tage imod kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 22.00, hvis de tager imod andre betalingsinstrumenter omfattet af betalingsloven. Andre betalingsinstrumenter kan fx være kortbetaling eller betaling med mobilen. I betalingslovens § 81, stk. 2-6, er der nogle få undtagelser til denne regel, idet fx festivaler og byfester eller andre lignende arrangementer ikke er omfattet af kontantreglen, hvis arrangementet har en vis midlertidig karakter. Kontantreglen kan ikke omgås ved fx at skilte med, at man ikke tager imod kontant betaling eller frabeder sig kontant betaling, og ej heller ved at undlade at have byttepenge.

Restaurantvirksomheden oplyste, at informationen på hjemmesiden var skrevet under corona-pandemien, hvor virksomheden mente, at det var i fælles interesse på tværs af brancher ikke at tage imod kontanter. Informationen på hjemmesiden blev fjernet efter Forbrugerombudsmandens henvendelse.

Forbrugerombudsmanden offentliggjorde i maj 2020 en pressemeddelelse, hvor det fremgik, at lovgiver ikke havde suspenderet kontantreglen på grund af corona-virus, og at virksomheder fortsat var forpligtet til at tage imod kontanter, når disse tog imod betaling med andre betalingsinstrumenter.

Da virksomhedens restauranter tog imod kortbetaling, havde virksomheden overtrådt kontantreglen i betalingslovens § 81, ved at afvise at tage imod kontanter i restauranterne og ved at skilte hermed på restauranternes hjemmesider.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte restaurantvirksomheden i slutningen af 2023 for overtrædelse af kontantreglen i betalingslovens § 81, stk. 1, og restaurantvirksomheden vedtog en bøde på 40.000 kr.