Afgørelse

Sagsnummer
24/05650

Lovgivning

  • Betalingsloven - gældende
  • § 81
  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 3, stk. 1

I strid med god skik, at frisørkæde havde opsat klistermærker, hvor det fremgik, at kunder kunne betale med kort, og at salonen ikke lå inde med kontanter

En frisørkæde havde handlet i strid med god skik ved at have opsat klistermærker ved salonernes indgange, hvoraf det fremgik, at kunder kunne betale med kort, og at salonen ikke lå inde med kontanter.

Forbrugerombudsmanden modtog flere klager over en frisørkæde, hvori det fremgik, at frisørkædens saloner afviste betaling med kontanter og ligeledes havde opsat klistermærker i salonerne, hvor det fremgik, at salonerne ikke lå inde med byttepenge. 

Det følger af betalingslovens § 81, stk. 1, at betalingsmodtagere er forpligtet til at tage imod kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 22.00, hvis de tager imod andre betalingsinstrumenter, fx kortbetaling eller mobilbetaling. I betalingslovens § 81, stk. 2-6, fremgår nogle undtagelser for eksempelvis virksomheder beliggende i særligt røveriudsatte områder, som kan begrænse det tidsrum, hvori de er forpligtede til at tage imod kontanter til mellem kl. 06.00 og kl. 20.00. Kontantreglen kan ikke omgås ved fx at skilte med, at man ikke tager imod kontant betaling eller frabeder sig kontant betaling og ej heller ved at undlade at have byttepenge.

Frisørkæden oplyste til Forbrugerombudsmanden, at salonerne tog imod kontanter, men at det var blevet gjort klart over for de ansatte i salonerne, at betaling med kontanter ikke må afvises. Frisørkæden oplyste videre, at der ved salonernes indgange var opsat klistermærker, hvoraf det fremgik, at der var mulighed for at betale med kort, og at salonerne ikke lå inde med kontanter. Klistermærkerne var sat op for at forhindre indbrud i salonerne. 

Forbrugerombudsmanden vurderede, at frisørkæden var forpligtet til at modtage betaling med kontanter i frisørsalonerne, jf. betalingslovens § 81, stk. 1.

Forbrugerombudsmanden understregede, at formålet med kontantreglen er at sikre forbrugerne valgfrihed mellem forskellige betalingsmidler samt at hindre diskrimination af kontantkunder. Forbrugerombudsmanden vurderede på den baggrund, at frisørkædens oplysning til sine kunder om, at salonerne tager imod betaling med kort og ikke ligger inde med byttepenge kan opfattes af kunderne som, at salonerne ikke modtager kontant betaling. Frisørkædens skiltning var derfor i strid med markedsføringslovens § 3 om god skik.

Efter Forbrugerombudsmandens henvendelse bekræftede frisørkæden, at den ville rette ind i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens vurdering.