Oprettet
Sagsnummer
24/08915
Lovgivning
- Betalingsloven - gældende
- 95
- Aftaleloven
- 36
- 38 c
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
- 3, stk. 1
- 4
Tankstation reserverede uden samtykke beløb på forbrugernes konti, som var urimeligt høje i forhold til den endelige betaling
En tankstationskæde reserverede beløb på 850 kr. på forbrugernes konti forud for tankning af brændstof. Forbrugerombudsmanden vurderede, at størrelsen på reservationerne ikke stod i rimeligt forhold til den endelige betaling, og at forbrugerne ved nogle betalingsformer ikke havde samtykket til reservation af beløbet.
Forbrugerombudsmanden blev i forbindelse med en anden sag opmærksom på, at flere tankstationer reserverede høje beløb på forbrugernes konti forud for tankning.
Tankstationernes brancheorganisation havde i forbindelse med den anden sag meddelt Forbrugerombudsmanden, at alle dens medlemmer fremover ville oplyse det præcise reservationsbeløb i det digitale skærmflow på deres selvbetjeningsstandere. Forbrugerombudsmanden nåede derimod ikke til enighed med branchen med hensyn til rimeligheden af størrelsen på de reserverede beløb.
I forlængelse heraf, og fordi Forbrugerombudsmanden også havde modtaget klager over spørgsmålet, tog Forbrugerombudsmanden sager op over for fire tankstationer, herunder denne sag.
Tankstationer reserverer generelt et beløb forud for tankning på selvbetjeningsstanderne, fordi det endelige beløb ikke er kendt på tidspunktet, hvor forbrugeren foretager betalingen. Der kan typisk ikke tankes for mere end det reserverede beløb. I denne sag samtykkede forbrugerne til reservations-beløbet gennem skærmflowet ved standeren i forbindelse med indtastning af pinkode ved brug af fysisk betalingskort. Ved brug af Apple Pay eller Google Pay var der ikke samtykke via skærmflowet, men der var sat klistermærker op med oplysning om reservation. Tankstationskæden reserve-rede et beløb på 850 kr.
Betalingslovens § 95 regulerer reservationer af beløb, hvor det endelige transaktionsbeløb ikke er kendt på det tidspunkt, hvor forbrugeren giver samtykke til betalingstransaktionen. Det følger bestemmelsens stk. 1, at der kun kan reserveres midler på betalerens betalingskonto, hvis betaleren har givet samtykke til det præcise beløb, der reserveres. Ifølge betalingslovens § 95, stk. 2, skal forbrugerens betalingstjenesteudbyder (typisk forbrugerens bank) frigive reservationen snarest efter modtagelse af oplysninger om det endelige beløb og senest umiddelbart efter modtagelse af betalingsordren. Forbrugerens betalingstjenesteudbyder er det primære ansvarssubjekt, men virksomheden (betalingsmodtageren) kan ifalde et medvirkensansvar for overtrædelse af bestemmelsen.
En aftale om en reservation vil kunne være urimelig efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36, og dermed også markedsføringslovens §§ 3 og 4 om god skik, hvis det reserverede beløb ikke står i rimeligt forhold til den endelige beta-ling. Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det kun er sagligt at begrænse forbrugernes rådighed over egne midler i det omfang, det er nødvendigt for at sikre midler på forbrugernes konti svarende til det beløb, som forbrugerne skal betale.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at tankstationskæden ikke havde sikret, at forbrugerne gav samtykke til, at der blev reserveret et beløb på deres konti ved tankning med Apple Pay eller Google Pay. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse skal samtykket ske via skærmflowet, hvor forbrugerens opmærksomhed er rettet.
Desuden vurderede Forbrugerombudsmanden, at det var urimeligt og i strid med god skik at reservere 850 kr. på forbrugernes konti, når forbrugerne tankede en minibil, en lille bil eller et mindre køretøj. Forbrugerombudsmanden lagde blandt andet vægt på tankkapaciteten, benzinpriserne i perioden samt den indgribende virkning det kan have for forbrugere at få reserveret så stort et beløb, hvis det ved en fejl ikke bliver frigivet med det samme.
Derudover var der ifølge klager reservationer, som var blevet opretholdt i længere tid end nødvendigt. Forbrugerombudsmanden vurderede, at det var i strid med betalingslovens § 95, stk. 2.
Tankstationskæden oplyste, at kæden arbejdede på en løsning på reservationsbeløbets størrelse, og at kæden ville opsætte tydeligere skiltning i relation til samtykkedelen.