Autorisation af betalinger for SMS-baseret tjeneste

En virksomhed tilbød en tjeneste, hvor forbrugere kunne sende en SMS til et 4-cifret SMS-nummer med angivelse af en nummerplade på en bil og en besked, som skulle sendes til ejeren af den pågældende bil, hvis ejeren var tilmeldt som bruger af tjenesten. Det var også muligt for forbrugere, som ikke var tilmeldt tjenesten, at sende SMS’er gennem tjenesten.

Virksomheden ønskede Forbrugerombudsmandens vurdering af, hvorvidt virksomheden kunne trække 1 kr. + almindelig SMS-takst via forbrugerens telefonregning, når forbrugeren, som ikke var tilmeldt tjenesten, sendte en SMS med tjenesten.

Betalingslovens § 1, stk. 5, medfører, at fx betalinger med en mobiltelefon via tillægstakseret sms er omfattet af lovens forbrugerbeskyttende regler, herunder bl.a. betalingslovens § 82 om autorisation af betalinger.

Spørgsmålet om, hvilke betalingstransaktioner en forbruger giver samtykke til ved brug af sin mobiltelefon, og som dermed lovligt må trækkes via forbrugerens mobilregning, afhænger af omstændighederne ved forbrugerens afgivelse af sit samtykke, herunder bl.a. hvilke oplysninger forbrugeren får i forbindelse med autorisationen. Det følger af betalingslovens § 82.

Et samtykke til en betalingstransaktion meddeles i den form, der er aftalt mellem forbrugeren og dennes udbyder (her teleselskabet), jf. betalingslovens § 82, stk. 2. Forbrugerombudsmanden vurderede i den konkrete sag, at forbrugeren ”autoriserede” betalingen ved blot at sende en SMS til tjenesten.

Da forbrugeren ikke fik oplysninger om beløbets størrelsen på det sted, hvor autorisationen skete, var det Forbrugerombudsmandens vurdering, at forbrugeren ikke kunne anses for at have givet samtykke til betalingen efter betalingslovens § 82. Det ville således udgøre en uautoriseret betaling i strid med betalingsloven, hvis virksomheden debiterede forbrugerens telefonregning ved brug af SMS-tjenesten.