Afgørelse

Sagsnummer
21/06590

Lovgivning

  • Betalingsloven - gældende
  • § 96
  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 5
  • 6
  • 3, stk. 1

Gebyr for udbetaling af gavekort skal være aftalt med forbrugeren

En udsteder af gavekort måtte kun opkræve gebyrer ved udbetaling af gavekort, hvis dette var aftalt med forbrugerne. Aftalevilkår om udbetalingsbetingelser og gebyrer skulle fremgå klart.

Forbrugerombudsmanden modtog en henvendelse fra en forbruger vedrørende en virksomhed, som alene ville udbetale værdien på et udløbet gavekort mod et gebyr på 25 kr. eller udstede et nyt gavekort til forbrugeren.

Forbrugerombudsmanden fandt, at gavekortene udstedt af virksomheden udgjorde ”ikke-vederlagsfri elektroniske tjenester”, og forbrugerne kunne kræve værdien udbetalt efter reglerne i betalingslovens § 96, jf. § 1, stk. 5. Ifølge bestemmelsen kan indehavere af elektroniske gavekort kræve værdien udbetalt i gavekortets gyldighedsperiode og i op til et år efter udløb.

Ifølge betalingslovens § 96, stk. 4 må virksomheder kun opkræve gebyrer i forbindelse med udbetalingen af et gavekort, hvis dette fremgår klart af aftalen med forbrugeren.

Ved køb af gavekort online oplyste virksomheden kun om udbetalingsbetingelserne på en ”produktside”, som forbrugerne ikke nødvendigvis kom ind på i løbet af købsprocessen.

På den baggrund fandt Forbrugerombudsmanden, at udbetalingsbetingelserne og gebyret på 25 kr. ikke var aftalt med forbrugerne. Virksomheden kunne derfor ikke lovligt opkræve et gebyr på 25 kr. for udbetaling af gavekort købt online, jf. betalingslovens § 96, stk. 4 og 6, jf. § 1, stk. 5.

På virksomhedens gavekortsomslag, bytteskilte og hjemmeside oplyste virksomheden alene forbrugerne om muligheden for at få værdien udbetalt i gyldighedsperioden mod et gebyr på 25 kr.

Dette var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vildledende, jf. markedsføringslovens §§ 5 og 6, da det gav forbrugerene det fejlagtige indtryk, at de kun havde ret til at kræve gavekortet udbetalt i gyldighedsperioden, når virksomheden ikke samtidig oplyste forbrugerne om deres ret til at få gavekortet udbetalt i op til et år efter udløb.

Forbrugerombudsmanden anmodede virksomheden om at tilrette sin handelspraksis i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens vurdering og indskærpede markedsføringslovens forbud mod vildledning over for virksomheden.

Virksomheden oplyste Forbrugerombudsmanden om, at den vil tilrette sin praksis.