Afgørelse
Sagsnummer
20/06166, 20/06187, 20/06199, 20/06289, 20/06640
Lovgivning
- Betalingsloven - gældende
- § 81
Kun trafikselskaber med selvbetjening i busserne kan afvise kontanter
En række af landets regionale trafikselskaber indstillede midlertidigt kontantsalget i busserne og i flextrafikken i foråret 2020 på grund af risikoen for smitte med coronavirus. Forbrugerombudsmanden vurderede, at trafikselskaberne ikke måtte afvise kunder med kontanter, medmindre de havde indført selvbetjening i busserne.
Forbrugerombudsmanden modtog sidste år en række klager fra forbrugere over fem af landets regionale trafikselskaber. Passagererne klagede, fordi de var blevet afvist ved busserne, da trafikselskaberne ikke accepterede kontant betaling i busserne.
Trafikselskaberne er som udgangspunkt forpligtet til at tage imod kontant betaling mellem kl. 06.00 og 22.00, når trafikselskaberne også tager imod andre former for betaling som for eksempel betalingskort eller rejsekort. Det følger af kontantreglen i betalingslovens § 81, stk. 1. Det gælder dog ikke, hvis salget af billetter foregår i et ubemandet selvbetjeningsmiljø eller ved fjernsalg, jf. betalingslovens § 81, stk. 2.
Der vil være tale om et ubemandet selvbetjeningsmiljø, hvis en chauffør kun er ansat til at føre bussen og hverken sælger billetter til passagererne eller kontrollerer, om passagererne på anden måde har betalt for rejsen med fx rejsekort.
Kun to af trafikselskaberne havde i foråret indført selvbetjening i deres busser, og Forbrugerombudsmanden understregede derfor over for de øvrige trafikselskaber, at det var i strid med kontantreglen i betalingslovens § 81, stk. 1, at indstille kontantsalget af billetter i busserne, medmindre der samtidig indføres et ubemandet selvbetjeningsmiljø i busserne eller billetsalget begrænses til fjernsalg.
Flere af trafikselskaberne havde genoptaget kontantsalget af billetter, men samtlige trafikselskaber indførte selvbetjening i busserne, da regeringen i januar 2021 skærpede restriktionerne for at mindske risikoen for smitte med coronavirus.
Forbrugerombudsmanden orienterede trafikselskaberne om, at såfremt de ville indføre selvbetjening i busserne, skulle de samtidig sikre, at passagererne modtog klar og tydelig information om overgangen til selvbetjening, så de havde mulighed for at sikre sig en billet, inden de steg på bussen.