Pligt til at tage imod betaling med kontanter på forretningssted med onlinebestilling og -betaling

En virksomhed anmodede Forbrugerombudsmanden om at afgive forhåndsbesked om, hvorvidt et takeaway-forretningssted ville være forpligtet til at tage imod kontanter, hvis forbrugerne kun ville kunne få udleveret mad, der var bestilt online.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at et takeaway-forretningsstedet fortsat ville være forpligtet til at tage imod kontantbetaling med følgende begrundelse:

Forretningssteder skal som udgangspunkt tage imod betaling med kontanter, hvis de tager imod andre betalingsinstrumenter omfattet af betalingsloven, jf. betalingslovens § 81, stk. 1.

Da takeaway-forretningsstedet ville modtage online betaling via app, ville forretningsstedet som udgangspunkt være omfattet af denne pligt.

Det var derfor afgørende, om den påtænkte løsning – hvorefter et forretningssted ikke længere skulle fungere som et sted, hvor forbrugerne kunne bestille mad fysisk, men kun få udleveret mad, som var bestilt online via en webpage/app på mobiltelefonen – ville være omfattet af undtagelserne om fjernsalg og ubemandede selvbetjeningsmiljøer i betalingslovens § 81, stk. 2, således at forretningsstedet ikke ville være forpligtet til at modtage kontanter.

Begge undtagelser til kontantreglen i § 81, stk. 1, er ifølge forarbejderne tiltænkt situationer, hvor der ikke er personlig kontakt mellem forbrugeren og betalingsmodtageren.

Forbrugerombudsmanden lagde til grund, at der ville være personale til stede til at udlevere maden til rette modtager på det påtænkte forretningssted. Forbrugerombudsmanden antog endvidere, at der ikke ville være noget til hinder for, at onlinebestilling via en webpage/app på mobiltelefonen også ville kunne ske på forretningsstedet.

Under disse omstændigheder fandt Forbrugerombudsmanden ikke, at det påtænkte forretningssted ville være omfattet af undtagelserne til kontantreglen i betalingslovens § 81, stk. 1.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at de to undtagelser til kontantreglen skal fortolkes indskrænkende.

Efter lovforarbejderne er der kun tale om et ubemandet selvbetjeningsmiljø, hvis salgsdelen som udgangspunkt kan fungere uden personlig betjening.

Udlevering af et produkt til rette modtager på et forretningssted må efter Forbrugerombudsmandens opfattelse sidestilles med at modtage betaling for produkter i lovbemærkningernes forstand, idet udleveringen forudsætter personlig kontakt på forretningsstedet.

Fjernsalg er ikke defineret nærmere i betalingsloven, men er defineret i forbrugeraftalelovens § 3, nr. 1, som aftaler om varer eller tjenesteydelser, der indgås, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivende mødes fysisk, ved brug af fjernkommunikation og som et led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende. Reglerne i forbrugeraftaleloven tilsigter blandt andet at give forbrugerne 14 dages fortrydelsesret, hvis de ikke på forhånd har set varen. Det afgørende efter forbrugerrettighedsdirektivet og forbrugeraftalelovens definition af fjernsalg er således, om aftalen bliver indgået på forretningsstedet.

På takeaway-forretningsstedet ville den erhvervsdrivende og forbrugeren være samtidig fysisk til stede. Som udgangspunkt ville der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse derfor ikke foreligge et fjernsalg ifølge forbrugeraftaleloven, hvis aftalen blev indgået på forretningsstedet, uanset anvendelse af ”fjernkommunikation”.

At aftaler (bestilling og betaling) også ville kunne indgås uden for forretningsstedet via webpage/app og dermed kunne være omfattet af definitionen på fjernsalg, medførte ikke, at betalingsmodtageren generelt ville være undtaget fra forpligtelsen til at modtage kontanter efter betalingslovens § 81, stk. 1, på forretningsstedet.

Forbrugerombudsmanden lagde endvidere vægt på, at det ikke ville være i overensstemmelse med det tilsigtede anvendelsesområde for betalingslovens § 81, hvis bestilling og betaling via webpage/app i sig selv kunne medføre, at et fast forretningssted blev undtaget fra pligten til at modtage kontanter, når udleveringen af produktet ville forudsætte fysisk kontakt på forretningsstedet, hvor selve bestillingen og betalingen som anført oven for også ville kunne ske ved anvendelse af webpage/app.

Det var således Forbrugerombudsmandens vurdering, at virksomheden ikke lovligt ville kunne have et forretningssted, hvor der alene ville blive udleveret mad, der var bestilt online, uden at tage imod betaling med kontanter.