Afgørelse
Sagsnummer
22/03129
Lovgivning
- Betalingsloven - gældende
- § 81
Pligt til at tage imod kontanter i turistbusser og -både
Forbrugerombudsmanden har vurderet, at afvisning af kontantbetaling ved påstigning af turistbusser og -både, hvor der er mulighed for at købe billet ved kortbetaling, vil være i strid med kontantreglen i betalingslovens § 81, stk. 1.
En virksomhed, der driver turistbusser og -både overvejede at afskaffe muligheden for at betale med kontanter ved påstigning af busser/både. Det påtænkte tiltag indebar, at betaling med betalingskort stadigt ville være muligt i busserne/bådene, men kontantbetalere ville kun få mulighed for at betale med kontanter i billethuse på ruten. I sådanne tilfælde ville kunden blive guidet af chaufføren til billethuset på ruten, hvorefter chaufførren ville følge kunden tilbage til samme bus/båd. Der ville ikke blive opkrævet betaling, hvis kunden ikke nåede frem til et billethus på ruten.
Virksomheden ønskede Forbrugerombudsmandens vurdering af, om et sådant tiltag ville være i strid med kontantreglen i betalingslovens § 81, stk. 1.
Ifølge betalingslovens § 81, stk. 1, skal betalingsmodtagere som udgangspunkt tage imod betaling med kontanter, hvis de tager imod andre betalingsinstrumenter. Kontantreglen har blandt andet til formål at undgå diskrimination af kontantkunder til fordel for kortindehavere.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at det påtænkte tiltag ville være i strid med kontantreglen, jf. betalingslovens § 81, stk. 1. Muligheden for at betale med kontanter ved billethuse på ruten kunne således ikke undtage virksomheden fra at overholde kontantreglen i deres busser/både.
I vurderingen lagde Forbrugerombudsmanden vægt på, at kontantbetaleren skulle forlade den pågældende bus/båd for at betale. Løsningen var derfor en væsentlig betalingshindring sammenholdt med, hvordan samme forbruger ville være stillet ved betaling med kort.