Afgørelse
Sagsnummer
18/16338
Lovgivning
- Betalingsloven - gældende
- Aftaleloven
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
Tankstation reserverede beløb på forbrugeres konti uden samtykke
En tankstationskæde reserverede beløb på forbrugernes konti forud for tankning af brændstof. Forbrugerombudsmanden vurderede, at reservationerne skete uden forbrugernes samtykke, og at størrelsen på reservationsbeløbene i nogle tilfælde ikke stod i rimeligt forhold til den endelige betaling.
Forbrugerombudsmanden modtog flere klager over en tankstationskæde, der reserverede beløb på forbrugernes konti i forbindelse med tankning. Forbrugerne var ikke klar over, at der skete en reservation af beløb forud for tankningen på selvbetjeningsstanderne, men opdagede det, fordi beløbet fortsat var reserveret på deres bankkonti efter betaling for tankningen og således ikke var blevet frigivet.
Tankstationer reserverer generelt et beløb forud for tankning på selvbetjeningsstanderne, men størrelsen af beløbet varierer hos de enkelte tankstationer, da man ikke kender det endelige beløb, før tankningen er gennemført. Tankstationskæden reserverede beløb på mellem 450 kr. og 1.200 kr.
Ved reservationer, hvor det endelige transaktionsbeløb ikke er kendt på det tidspunkt, hvor forbrugeren giver samtykke til betalingstransaktionen, følger det udtrykkeligt af betalingsloven § 95, at forbrugeren skal give samtykke til det præcise beløb, der reserveres.
Det følger af betalingslovens § 95, stk. 2, at forbrugerens betalingstjenesteudbyder (typisk forbrugerens bank) skal frigive reservationen snarest efter modtagelse af oplysninger om det endelige beløb og senest umiddelbart efter modtagelse af betalingsordren. Det er forbrugerens betalingstjenesteudbyder, der er strafsubjekt, men virksomheden (betalingsmodtageren) kan ifalde et medvirkensansvar for overtrædelse af bestemmelsen.
En aftale om en reservation vil kunne være urimelig efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36, og dermed også markedsføringslovens § 3 om god skik, hvis det reserverede beløb ikke står i rimeligt forhold til den endelige betaling.
Forbrugerombudsmanden konstaterede, at tankstationskæden oplyste om reservationen af beløb på mærkater på selvbetjeningsstanderne, som man nemt kunne overse i forbindelse med tankning. Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det ikke er tilstrækkeligt at oplyse forbrugerne om en reservation af beløb ved klar og tydelig skiltning, hvis betalingsmodtageren kan indhente forbrugernes samtykke ved, at forbrugerne godkender det præcise reservationsbeløb på den skærm eller lignende, hvor selve betalingsflowet foregår. Forbrugerombudsmanden vurderede derfor, at forbrugerne ikke kunne anses for at have givet samtykke til reservation af beløbene.
Derudover var der i de konkrete klager beløb, som ikke var blevet frigivet i tide, men Forbrugerombudsmanden kunne ikke på det foreliggende grundlag vurdere, om der forelå en strafbar overtrædelse af betalingslovens § 95, stk. 2.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at der i nogle af de konkrete tilfælde var reserveret et beløb, der ikke stod i rimeligt forhold til den endelige betaling. Reservationerne var derfor ulovligt iværksat og i strid med god markedsføringsskik.
Tankstationskæden oplyste, at de fremover ville oplyse det præcise beløb, der reserveres, i det digitale skærmflow på deres selvbetjeningsstandere, hvor betalingsprocessen foregår, således at forbrugerne samtykker til reservationerne. Tankstationskæden oplyste endvidere, at de ville gøre det muligt for forbrugeren selv at vælge et reservationsbeløb i forbindelse med tankning.