Afgørelse

Sagsnummer
20/10820

Lovgivning

  • Forbrugeraftaleloven 2013 - gældende

Webbutik reserverede beløb uden tydeligt at oplyse forbrugeren

Forbrugerombudsmanden har vurderet, at en webbutik reserverede købsbeløbet på en forbrugers konto uden forbrugerens accept.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage fra en forbruger, der oplyste, at en webbutik i forbindelse med salg af hårde hvidevare, havde blokeret købsbeløbet flere gange på forbrugerens konto.

Selskabet oplyste til Forbrugerombudsmanden, at de i forbindelse med købet havde reserveret købsbeløbet på kundens konto én gang og senere havde fornyet reservationen én gang. Oplysningen om, at købsbeløbet ville blive reserveret på kundens konto, fremgik af webbutikkens standardvilkår.

Efter forbrugerombudsmandens vurdering kræver en beløbsreservation en klar og tydelig aftale mellem virksomheden og forbrugeren. Det følger af grundlæggende aftaleretlige principper. Derudover følger det af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, at forbrugeren skal meddeles en række oplysninger, inden en aftale indgås. Forbrugeren skal således oplyses om, at reservationen sker, og denne oplysning skal give på en sådan måde, at forbrugeren ikke kan overse den. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at oplysningen om reservation af købsbeløbet fremgår af selskabets standardvilkår.  

Webbutikken havde ikke indhentet forbrugerens accept til reservation af købsbeløbet, da webbutikken ikke i forbindelse med købet oplyste tydeligt om, at købsbeløbet ville blive reserveret. Reservationen skete således uhjemlet og i strid med forbrugeraftaleloven § 8, stk. 1.

Selskabet har oplyst, at de fremover vil indhente forbrugerens accept til reservation af købsbeløbet i forbindelse med betaling på webbutikken.