Oprettet

Sagsnummer
24/11523

Lovgivning

  • Forbrugeraftaleloven 2013 - gældende
  • 4
  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 5
  • 6
  • 8, stk. 2

Elselskab fik indskærpelse for ulovligt telefonsalg

Elselskabet havde rettet uanmodede telefoniske henvendelser til flere forbrugere. Under nogle af samtalerne havde elselskabet også vildledt forbrugeren.

Forbrugerombudsmanden modtog i perioden maj 2024 til juni 2025 klager fra 28 forbrugere over et elselskabs telefonsalg. 26 af forbrugerne klagede over, at de telefoniske henvendelser var uanmodede. 22 af forbrugerne klagede (også) over indholdet af samtalerne.

Ifølge forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, må virksomheder ikke ringe til forbrugere med henblik på salg, medmindre forbrugeren forudgående har samtykket hertil.

Elselskabet oplyste, at 17 af forbrugerne havde deltaget i forskellige konkurrencer på internettet afholdt af leadvirksomheder, hvor samtykke til at blive kontaktet telefonisk af flere virksomheder, herunder elselskabet, var en betingelse for deltagelse. Forbrugerombudsmanden vurderede, at disse samtykker ikke levede op til lovgivningens krav til et gyldigt samtykke. Desuden fremlagde elselskabet ikke dokumentation for gyldigt samtykke vedrørende ni af forbrugerne.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at 25 ud af de 26 telefoniske henvendelser var uanmodede og dermed i strid med forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1. For så vidt angår ét opkald, kunne Forbrugerombudsmanden ikke på det foreliggende grundlag vurdere, om det var lovligt eller ej.

Under telefonsamtalerne havde en række forbrugere blandt andet fået urigtige oplysninger om mulige besparelser eller at forbrugeren betalte for meget hos sit nuværende elselskab. Derudover havde elselskabet givet nogle af forbrugerne det indtryk, at elselskabet ringede fra eller på vegne af forbrugernes nuværende elselskab.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at elselskabet under telefonsamtaler med 21 forbrugere havde overtrådt vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 5, stk. 1, og/eller § 6, stk. 1, sammenholdt med § 8. For så vidt angår én af forbrugernes beskrivelser, vurderede Forbrugerombudsmanden, at elselskabet ikke havde givet vildledende oplysninger under telefonsamtalen.

Forbrugerombudsmanden afsluttede sagen med at indskærpe forbrugeraftalelovens forbud mod uanmodede telefoniske henvendelser og markedsføringslovens forbud mod vildledning over for elselskabet. Baggrunden for, at Forbrugerombudsmanden afsluttede sagen med en indskærpelse frem for en politianmeldelse, var bl.a. det forhold, at Forbrugerombudsmanden ikke siden juni 2025, dvs. de seneste ca. seks måneder, havde modtaget nye klager over elselskabets telefonsalg.