Afgørelse

Sagsnummer
25/01155

Lovgivning

  • Forbrugeraftaleloven 2013 - gældende
  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 3, stk. 1

Fitnesscenter havde anført en bindingsperiode på 12 måneder i sine medlemsbetingelser

Et fitnesscenter havde anført en bindingsperiode på 12 måneder i sine medlemsbetingelser og gav således ikke forbrugerne klar og tydelig oplysning om medlemskabets pris, varighed og opsigelse forud for aftaleindgåelsen. Forbrugerombudsmanden vurderede, at denne praksis var i strid med forbrugeraftaleloven og god markedsføringsskik.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage over, at et fitnesscenter havde anført en bindingsperiode på 12 måneder i sine medlemsbetingelser, hvilket Forbrugerombudsmanden vurderede var i strid med forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1.

En forbruger skal som udgangspunkt kunne opsige en løbende aftale med en erhvervsdrivende efter 5 måneder med 1 måneds varsel til udgangen af en måned. Forbrugeren kan altså maksimalt være bundet af aftalen i 6-7 måneder, afhængigt af hvornår på måneden aftalen er indgået. Det følger af forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1.

Forbrugerombudsmanden lagde særlig vægt på, at det i betingelserne udtrykkeligt var fastsat, at et medlemskab havde en minimumsperiode på 12 måneder, og at hverken ”kontante medlemskaber” eller ”PBS-medlemskaber” kunne opsiges i denne periode.

Da fitnesscenterets medlemsaftaler kan indgås digitalt, er der tale om fjernsalgsaftaler, jf. forbrugeraftalelovens § 3, stk. 1, nr. 4. Som følge heraf har fitnesscenteret – forud for aftaleindgåelsen –pligt til at oplyse forbrugerne klart og forståeligt om de oplysninger og vilkår, der fremgår af § 8, stk. 1, nr. 1-24.

Forbrugerombudsmanden vurderede herefter, at fitnesscenteret havde forsømt sin pligt til at oplyse forbrugerne klart og tydeligt om den samlede minimumspris for et medlemskab, betingelserne for at opsige medlemsaftalen samt minimumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser, i strid med forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 6, 19 og 20.

Forbrugere, der måtte have indgået medlemsaftaler med fitnesscenteret, som indeholdt en uretmæssig bindingsperiode, er ikke bundet heraf og kan have krav på tilbagebetaling, hvis de har forsøgt at opsige deres abonnement og retsstridigt er blevet afvist.

Ved at have benyttet et aftalevilkår i strid med præceptiv lovgivning havde fitnesscenteret handlet i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1.

Efter Forbrugerombudsmandens henvendelse fjernede fitnesscenteret vilkåret om bindingsperioden på 12 måneder fra sine medlemsbetingelser.