Afgørelse

Sagsnummer
18/20405-3

Lovgivning

  • 3, stk. 1
  • 4
  • 18
  • 19
  • 21

Forbudt at opkræve gebyr ved manglende afhentning af forudbestilte varer

Det er i strid med god skik, hvis en virksomhed opkræver et gebyr ved manglende afhentning af forudbestilte varer, da en forbruger efter forbrugeraftaleloven har ret til at fortryde sin bestilling i op til 14 dage efter at have afhentet sine varer.

En virksomhed ønskede Forbrugerombudsmandens vurdering af, om virksomheden måtte opkræve et gebyr, hvis en forbruger ikke afhentede de varer, som forbrugeren havde forudbestilt på virksomhedens hjemmeside til afhentning i en af virksomhedens fysiske butikker.

Når en forbruger indgår aftale om køb af varer og/eller tjenesteydelser ved fjernsalg, har forbrugeren som udgangspunkt en fortrydelsesret på 14 dage, jf. forbrugeraftalelovens § 18 og § 19. Fortrydelsesretten begynder at løbe fra den dag, hvor forbrugeren får varen i fysisk besiddelse.

Når en forbruger forudbestiller varer på internettet, vil der være tale om fjernsalg, uanset at forbrugeren afhenter sine varer i en fysisk butik. Det betyder, at forbrugeren har ret til at fortryde sin bestilling i op til 14 dage efter at have afhentet sine varer.

Da en forbrugers forpligtelse til at opfylde en indgået aftale – og dermed afhente og betale for det bestilte – ophører ved brug af fortrydelsesretten, jf. forbrugeraftalelovens § 21, var det Forbrugerombudsmandens vurdering, at det vil være i strid med god skik efter markedsføringsloven, hvis virksomheden opkræver et gebyr, hvis forbrugeren ikke afhenter sine varer.