Afgørelse
Sagsnummer
18/05266
Lovgivning
- 4
Bøde på 100.000 kr. til energiselskab for ulovligt telefonsalg
Et energiselskab vedtog en udenretlig bøde på 100.000 kr. for at rette telefonisk henvendelse til 11 forbrugere, der ikke havde givet samtykke til at blive ringet op af energiselskabet.
11 forbrugere klagede til Forbrugerombudsmanden over uønskede telefoniske henvendelser fra et energiselskab.
Energiselskabet oplyste, at forbrugerne havde givet samtykke til de telefoniske henvendelser ved at deltage i en konkurrence på internettet afholdt af to såkaldte leadvirksomheder. Samtykket fra forbrugerne havde energiselskabet købt via en leadmægler, der står for kontakten til leadvirksomheder.
Samtlige forbrugere afviste dog, at de havde givet samtykke til opkaldene ved at deltage i de påstående konkurrencer fra leadvirksomhederne.
Forbrugerombudsmanden politianmeldte derfor energiselskabet og leadmægleren for overtrædelse af forbrugeraftalelovens § 4, der indeholder et forbud mod at rette telefonisk henvendelse til forbrugere i markedsføringsøjemed uden forudgående samtykke fra forbrugeren.
Energiselskabet betalte en udenretlig bøde på 100.000 kr. for overtrædelserne. Sagen mod leadmægleren er endnu ikke afgjort, da den behandles sammen med andre straffesager, som leadmægleren er involveret i. Leadmægleren har oplyst, at den ønsker sagen afgjort med en udenretlig bødevedtagelse.
Den leadvirksomhed, som havde solgt ni af samtykkerne, var gået konkurs og kunne derfor ikke retsforfølges. Sagen mod den anden leadvirksomhed, der havde solgt to af samtykkerne, blev afgjort med en indskærpelse af reglerne.