Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
13/11358
Lovgivning
- 55
- 64 72
- 73
Betaling af gebyr ved indsigelser til kortudsteder om misbrug - Betalingstjenesteloven § 55
Forbrugerombudsmanden har tilkendegivet, at der er begrænset muligheder for at opkræve en forbruger gebyrer i forbindelse med indsigelser jf. betalingstjenestelovens § 55.
Forbrugerombudsmanden har i anledning af en henvendelse om en bestemmelse i en banks prisliste om gebyrbetaling ved uberettigede indsigelse tilkendegivet, at der efter § 55 i betalingstjenesteloven er begrænsede muligheder for at opkræve en forbruger gebyrer i forbindelse med indsigelser.
Efter betalingstjenestelovens § 55 må en udbyder ikke afkræve forbrugeren et gebyr for at opfylde sin oplysningspligt eller for at foretage korrigerende og forebyggende foranstaltninger i henhold til lovens kapitel 6 bortset fra nogle særlige tilfælde, der er nævnt i lovens § 67, stk. 2, § 72, stk. 3, og § 73, stk. 5. Kan der opkræves et gebyr, skal dette stå i rimeligt forhold til udbyders omkostninger.
I forarbejderne til denne lovbestemmelse er der som eksempler på, hvor bestemmelsen forhindrer en udbyder i at tage gebyr, bl.a. peget på forpligtelsen for udbyderen til at sikre, at det til enhver tid er muligt for brugeren at få spærret sit betalingsinstrument. Tilsvarende må en udbyder ikke afkræve en bruger et gebyr for at modtage indsigelser for uautoriserede betalingstransaktioner, eller for at tilbagebetale et for stort opkrævet beløb.
Banken havde oplyst, at der ikke opkræves gebyr, hvis forbrugerens indsigelse er berettiget, og hvor banken dækker kundens tab. Det nævnte gebyr opkræves i de sager, hvor en kunde gør indsigelse mod en transaktion, som kunden ikke mener ikke at have foretaget, men hvor det efterfølgende viser sig, at kunden selv har foretaget transaktionen.
Forbrugerombudsmanden fandt under henvisning til bankens tilkendegivelser ikke anledning til at foretage videre.