Et kort, der gav adgang til online spil, var ikke et betalingssurrogat

En advokatvirksomhed anmodede på vegne af en spiludbyder om Forbrugerombudsmandens stillingtagen til, hvorvidt et fysisk kort med kode, der kunne købes i detailhandlen, og som kunne anvendes til at oprette en online spilleverden, var et anmeldelsespligtigt betalingssurrogat.

Af beskrivelsen fra advokatfirmaet fremgik følgende vedrørende køb og brug af kortet: 1) Kortet kunne købes af forbrugerne i detailhandlen. På kortet var et skrabefelt med kode. 2) Efter køb af kortet kunne forbrugeren oprette sig som bruger på spiludbyderens hjemmeside, og – mod indtastning af koden på kortet - oprette en online spilleverden. 3) Efter oprettelse af en online spilleverden kunne forbrugeren spille i 30 dage. Forbrugeren skulle i 30-dagesperioden logge ind med sit brugernavn (ikke koden på kortet). Forbrugeren havde mulighed for at forlænge spilleperioden enten ved køb af et nyt kort med kode eller ved betaling med ”almindeligt” betalingskort.

Betalingstjenesteloven § 102, stk. 1, nr. 1-3, fastsætter, hvornår der foreligger et betalingssurrogat. Forbrugerombudsmanden fandt, at idet ovennævnte kort fra spiludbyderen ikke var knyttet til en bestemt bruger, men derimod kunne indløses af ihændehaveren, faldt kortet uden for betalingstjenestelovens § 102, stk. 1, nr. 1 og 2.

Ifølge betalingstjenestelovens § 102, stk. 1, nr. 3, er elektronisk registrerede fordringer, som udsteder er forpligtet til at indfri på brugerens foranledning, betalingssurrogater, i det omfang de kan benyttes til at erhverve varer eller tjenesteydelser, uden at det udgør en betalingstjeneste.

Forbrugerombudsmanden fandt, at idet kortet fra spiludbyderen alene blev anvendt én gang, nemlig ved forbrugeres oprettelse af en onlineverden, og idet der således ikke efterfølgende skete en løbende afregning for forbrugerens spil, var kortet ikke et anmeldelsespligtigt betalingssurrogat.