Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer

Lovgivning

  • 85
  • 1 46

"Forbrugsoverblik" - kategorisering/behandling af data fra betalingstransaktioner - betalingstjenestelovens § 85

Forbrugerombudsmanden har vurderet et par netbankers brug af kundeoplysninger til dannelse af generelle oversigter over udgifter og indtægter efter betalingstjenestelovens § 85.

Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at der ved dannelsen af oversigter i netbanken sker en behandling af data om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsinstrumenter, som ligger ud over, hvad der er nødvendigt til gennemførelse eller korrektion af betalingstransaktioner.

Forbrugerombudsmanden har derfor udtalt, at den omhandlede behandling af data ikke er i overensstemmelse med betalingstjenestelovens § 85, stk. 3.

Det var om anvendelsen af oplysningerne bl.a. oplyst, at princippet er, at alle udgifter og indtægter systemmæssigt bliver kategoriseret i en række forskellige hovedkategorier, så brugeren nemmere kan se, hvad pengene er brugt til. Oplysningerne stammer fra betalingstransaktioner fra konti, hvor der er benyttet kort, Betalingsservice eller netbank. Der er en række betalinger, som ikke automatisk kan kategoriseres og disse betalinger vil fremgå som ukategoriserede udbetalinger.

De informationer om betalingstransaktioner, som benyttes, er oplysningen om branchekode, som kommer fra de enkelte transaktioner. Disse branchekoder tildeles af Nets Denmark A/S eller af Visa og MasterCard, når det drejer sig om udenlandske betalinger.

Det er samtidig bl.a. tilkendegivet, at

  • forbrugsoverblikket kun er synligt for den enkelte bruger og udelukkende kan benyttes af denne,
  • bankens medarbejdere ikke har adgang til forbrugsoverblikket, og funktionaliteten ikke kan benyttes af bankens medarbejdere,
  • der ikke er tale om en indsamling af oplysninger, men alene om videreformidling til kunden af de oplysninger, som modtages fra betalingsmodtager. Formidlingen sker blot på en anden og mere pædagogisk måde end oplysninger på et kontoudtog.

Forbrugerombudsmanden har ved sin udtalelse tilkendegivet, at efter såvel § 85 stk. 3´s ordlyd som efter forarbejderne til bestemmelsen er der udtømmende gjort op med, til hvilke formål der kan ske behandling af oplysninger om, hvor betalingsinstrumenter har været anvendt, og hvad der er købt. Bestemmelsen må på den baggrund fortolkes indskrænkende.

Der sker ved dannelsen af oversigter en behandling af data, som ligger ud over hvad der er nødvendigt til gennemførelse eller korrektion af betalingstransaktioner. Funktionen kan ikke anses som en funktion, som udbyder i overensstemmelse med § 85 kan knytte til betalingsinstrumentet.

Ved vurderingen af om der kan ske en behandling, er det i sig selv ikke afgørende, at kun betaleren har adgang til de pågældende oversigter, og at oplysningerne ikke kan læses eller bruges af bankens medarbejdere og derfor heller ikke kan benyttes i markedsføringen. Der er tale om en offentligretlig bestemmelse, som ikke kan fraviges ved et samtykke fra forbrugeren.

I lyset af denne udtalelse har bankerne tilkendegivet, at man vil søge erhvervs- og vækstministeren om en dispensation fra den pågældende bestemmelse i loven. Der er mulighed for dette efter betalingstjenestelovens § 1, stk. 3.