Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
11/05319
Lovgivning
- 1
Forsinket gennemførsel af onlinebetaling
Det er i strid med god markedsføringsskik, hvis en erhvervsdrivende automatisk trækker et tilgodehavende fra en forbrugers konto flere år efter, en vare eller tjenesteydelse er blevet bestilt og leveret.
I forbindelse med onlinesalg af billetter fik en billetudbyder i en række tilfælde ved en fejl ikke trukket pengene for billetterne.
Først to år efter opdagede billetudbyderen denne fejl, hvorefter billetudbyderen meddelte forbrugerne, at deres tilgodehavende ville blive trukket fra deres konto inden for de nærmeste 3-5 dage.
Det fulgte imidlertid af Nets’ vilkår for indløsning af Dankort, at billet-udbyderen skulle indsende transaktionsdata til Nets hurtigst muligt, og at transaktionsdata skulle være Nets i hænde senest den 7. kalenderdag efter transaktionsdatoen. For eDankort gjaldt dog en frist på 31 kalenderdage.
Da fristen for indsendelse af transaktionsdata ikke var overholdt, afviste Nets at behandle kortbetalingerne, og transaktionerne blev derfor ikke gennemført.
På baggrund af ovennævnte udtalte Forbrugerombudsmanden, at det er i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, hvis en erhvervsdrivende automatisk trækker eller forsøger at trække et tilgodehavende fra en forbrugers konto flere år efter, en vare eller tjenesteydelse er blevet bestilt og leveret. Den erhvervsdrivende må i stedet sende en helt almindelig giroopkrævning eller lignende, hvis vedkommende mener, at den har et tilgodehavende hos forbrugeren.