Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
13/05436

Lovgivning

  • 85

Lovligheden af et loyalitets-/rabatkoncept i relation til betalingstjenestelovens § 85

Forbrugerombudsmanden udtalte, at et loyalitets-/rabatkoncept, hvor rabatten ydes efter en generel, forud fastlagt rabatstruktur, og ikke var baseret på en segmentering ud fra kundens konkrete købsdata var lovlig efter betalingstjenestelovens § 85.

Forbrugerombudsmanden har på baggrund af en forespørgsel tilkendegivet, at et loyalitets-/rabatkoncept må anses at være lovligt efter betalingstjenestelovens § 85, da oplysninger om, hvor betalerne har anvendt deres betalingsinstrumenter, og hvad de har købt, alene anvendes i et rabatkoncept, hvor rabatten ydes efter en generel, forud fastlagt rabatstruktur, og ikke er baseret på en segmentering ud fra kundens konkrete købsdata.

Forbrugerombudsmanden lagde endvidere til grund, at eventuelle markedsføringstiltag, herunder ad hoc tilbud, alene er baseret på en segmentering på baggrund af data oplyst af kunden i forbindelse med selve tilmeldingen til konceptet og ikke baseret på en segmentering ud fra kundens konkrete købsdata.

Det var om konceptet bl.a. oplyst, at det påtænkte loyalitetsprogram er baseret på, at kunden tilmelder sit betalingskort til en konto, som kunden opretter på selskabets website. På sitet skal kunden som minimum opgive navn, kortnummer og korttype og acceptere betingelser. Forskellige tilbud, rabatter e.l. kan blive meldt ud til kunden, og når kunden handler hos selskabet med sit betalingskort og en valgt pinkode som identifikation, vil data herfra blive anvendt for at se, om tilbuddet kan udløses.

Det var endvidere oplyst, at loyalitetskonceptet skulle fungere som en reel rabatfunktion. De tilmeldte kunders købsdata ville ikke blive benyttet til at generere en individuel forbrugsprofil eller tilbyde specifikke markedsføringstiltag. Rabatten ville være en generel, forud fastlagt rabatstruktur, som ville være tilgængelig og blive markedsført over for alle kunder, der er tilmeldt loyalitetskonceptet. Eventuelle markedsføringstiltag, herunder ad hoc tilbud, ville alene være baseret på en segmentering på baggrund af data oplyst af kunden i forbindelse med selve tilmeldingen til konceptet og ikke baseret på en segmentering ud fra kundens konkrete købsdata.
Brug af betalingskort ville udløse den konkrete rabat, som kunden er berettiget til, men ville ikke i sig selv genere individuelle tilbud eller forbrugsprofiler.

Forbrugerombudsmanden har ved sin vurdering lagt vægt på, at det følger af forarbejderne, at en rabatordning er nævnt som en funktion, som lovligt kan knyttes til et betalingsinstrument, når brugeren anvender betalingsfunktionen. Men at det samtidig fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen indeholder en udtømmende angivelse af, til hvilke formål der kan ske behandling af oplysninger om, hvor betalingsinstrumenterne har været anvendt, og hvad der er købt.

Læs om betalingslovens § 85 på www.forbrugerombudsmanden.dk