Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
10/04576
Lovgivning
- 47 51
Varsling af inddragelse og udskiftning af kort
En kortudsteder skal varsle inddragning og udskiftning af betalingskort med minimum 2 måneders varsel.
I en konkret sag havde en kortudsteder ved brev med omkring 14 dages varsel meddelt en forbruger, at dennes kreditkort blev gjort inaktivt og udskiftet med et nyt kreditkort. De forudbestillinger af fx hotelophold, som forbrugeren allerede forinden havde foretaget med kreditkortet, skulle derfor foretages på ny.
Efter betalingstjenestelovens § 50 skal ændringer i en aftale, som er til ugunst for brugeren af et betalingskort varsles med minimum 2 måneder. Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at inddragning og udskiftning af et betalingskort principielt må betragtes som en ændring af en aftale, hvorfor reglerne i betalingstjenestelovens § 50 skal følges, medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder.
Forbrugerombudsmanden henstillede på denne baggrund til, at kortudsteder for fremtiden i lignende tilfælde gav brugerne et varsel på minimum 2 måneder i overensstemmelse med betalingstjenestelovens § 50.