Afgørelse

Sagsnummer
19/07753

Lovgivning

  • Generisk

Forbud mod modtagelse af betroede midler

Forbrugerombudsmanden orienterer branchen om forbuddet mod modtagelse af ”betroede midler” i lov om juridisk rådgivning.

Forbrugerombudsmanden har kontaktet en række erhvervsdrivende, der yder rådgivning til forbrugere, for at gøre dem opmærksomme på forbuddet mod modtagelse af betroede midler på vegne af forbrugere i lov om juridisk rådgivning.

Loven gælder for enhver, der i erhvervsmæssig øjemed driver virksomhed med rådgivning af overvejende juridisk karakter, når modtageren af rådgivningen (forbrugeren) hovedsageligt handler uden for sit erhverv.

Hvis den erhvervsdrivende yder juridisk rådgivning, skal de være opmærksomme på, at der gælder et forbud mod modtagelse af betroede midler på vegne af forbrugere i lov om juridisk rådgivning § 2, stk. 6 og bekendtgørelse om god skik for juridisk rådgivning § 6.

Efter Forbrugerombudsmandens vurdering betyder det, at den juridiske rådgiver ikke må tage imod penge – herunder kompensation eller erstatning – på vegne af forbrugere. Forbuddet gælder også ordninger, hvor pengene sættes ind på en særskilt konto.

Overtrædelse af forbuddet kan straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det følger af bekendtgørelsens § 10, stk. 1.