Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
14/11212

Lovgivning

  • Lov om juridisk raadgivning

Forhåndsbesked vedr. købermægler-virksomheds prisforhandlingssalær

Hvorvidt købermægler kunne opkræve et resultatafhængigt salær for prisforhandling afhang af en konkret og samlet vurdering af, om prisforhandlingen var accessorisk i forhold til en større juridisk rådgivningsydelse, eller om prisforhandlingen udgjorde hovedydelsen til køberen.

Efter § 3, stk. 4, i bekendtgørelse om god skik for juridisk rådgivning må en rådgiver ikke indgå en rådgivningsaftale, hvor prisen for rådgivningen udgør en andel af det udbytte, som kunden måtte opnå ved gennemførelse af sagen (resultatafhængigt salær).

En nystartet købermægler-virksomhed anmodede om Forbrugerombudsmandens stillingtagen til, hvorvidt et salær opkrævet af købermægler for prisforhandling på købers vegne og fastsat som 10 % af et forhandlet prisafslag er omfattet af forbuddet mod resultatafhængigt salær. 

Lov om juridisk rådgivning finder anvendelse på rådgivning af overvejende juridisk karakter, jf. § 1. Bekendtgørelse om god skik for juridisk rådgivning udstedt i medfør af loven har samme anvendelsesområde.

Forbrugerombudsmanden fandt, at afgørelsen af, hvorvidt købermæglers opkrævning af et resultatafhængigt salær for prisforhandling var omfattet af lov om juridisk rådgivning, afhang af en konkret og samlet vurdering af, om prisforhandlingen var accessorisk i forhold til en større juridisk rådgivningsydelse eller udgjorde hovedydelsen til køberen.

Såfremt prisforhandlingen udgjorde hovedydelsen til køberen, ville det påtænkte resultatafhængige salær ikke være omfattet af lov om juridisk rådgivning og dermed ikke af forbuddet mod resultatafhængigt salær i bekendtgørelsen om god skik udstedt i medfør af loven. Omvendt ville det resultatafhængige salær være forbudt, hvis prisforhandlingen alene var accessorisk i forhold til en større juridisk rådgivningsydelse.

Forbrugerombudsmanden havde ikke modtaget oplysninger nok til at afgøre, om købermæglers prisforslag i den konkrete sag faldt inden eller uden for lovens anvendelsesområde.